Indvielse af kirkens nye orgel
Af akivar Jørgen Bager
Da kirken blev renoveret i 2004 skete der desværre det, at det lagerhotel, hvor kirkens inventar var opmagasineret, brændte. Heriblandt var orgelpiberne til det gamle orgel. Menighedsrådet vurderede, at det ikke var ønskeligt at renovere det gamle orgel.
En lang og til tider drøj og møjsommelig proces gik i gang med udarbejdelse af planer, godkendelse fra de kirkelige myndigheder og endelig bygningen af et nyt orgel.
Orglet, der har 21 stemmer og mere end 1.300 orgelpiber, er bygget af firmaet Th. Frobenius og Sønner og er tegnet af arkitekterne Inger og Johannes Exner.
Søndag den 25. oktober 2009 blev Jørlunde Kirkes nye orgel indviet ved en festgudstjeneste, hvor Frederik Magle uropførte sit værk specielt til Jørlunde Kirkes nye orgel.
Kirkens orgel menes at have de længste piber i nogen dansk landsbykirke, og det lyder da også formidabelt i kyndige hænder.
En messingplade på orglet nævner både kirkens mangeårige organist, Gunnar Svensson og Frederik Magle som dets dygtige konsulenter.
Det gamle middelmådige orgel blev sat til salg, men da der ingen interesse var for det, blev det efter en tid solgt til et katolsk kloster i Birkerød for den formidable sum af én krone. Det gav kritik, da provstiudvalget mente, at prisen burde have været mindst dobbelt så høj.
Prins Henrik har også spillet på det nye orgel og rost det i høje toner.
Orglets disposition
21 stemmer, 24 registre, 1360 piber
Manual I, Hovedværk: Gedakt 16', Principal 8', Traversfløjte 8', Tectus 8', Oktav 4', Fløjte 4', Oktav 2', Mixtur IV (1 1/3'), Trompet 8'.
Manual II, Svelleværk: Rørfløjte 8', Fugara 8', Vox Angelica 8', Gemshorn 4', Schwizerfløjte 2', Nasat 1 1/3', Aetheria-Cornet IV (4'), Obo 8', Tremulant.
Pedal: Subbas 16', Principalbas 8' (tr.), Bordun 8', Oktav 4' (tr.), Fløjte 4' (tr.), Basun 16', Trompet 8'.
- Orgelbygger: Th. Frobenius og Sønner A/S, intonatør Ole Høyer
- Arkitekter Inger og Johannes Exner
- Konsulenter for menighedsrådet: Gunnar Svensson og Frederik Magle
- Orglets disputition er udarbejdet af Frederik Magle