1600-tallet
Fra dette århundrede er bevaret flere ting: I tårnet står det gamle, håndsmedede urværk fra 1600-tallets begyndelse og den ældste klokke (som er af malm) fra 1608, mens den anden er af støbejern fra 1884.
Kirkens store altertavle bærer årstallet 1613 og er en gave fra Chr. IV. Den var oprindeligt malet i meget stærke farver: rød, hvid, grøn, blå, guld, sølv og rød og grøn sølvlazur. Det har været som at se ned i en æske julepynt.
Dens nuværende farver er valgt til at harmonere med kalkmalerierne. Tavlens korsfæstelsesbillede er malet efter et af tidens yndede kobberstik. Ovenover ser vi Jesu Opstandelse "Som den gyldne sol frembryder gennem den kulsorte sky", som nabopræsten Kingo i Slangerup skrev senere i århundredet. I topfeltets gavl er det blevet en beskeden plads til Gud Fader.
På altertavlen står øverst på latin: "Han, som blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os." (Rom. 4,25).
Nederst står på latin: "På sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, der døde fra synden, skal leve for retfærdigheden." (1.Pet. 2,24).
I øvrigt er tavlen et opbud af Chr. IV’s tids stil: symboler på frugtbarhed og styrke, svulmende eksotiske frugter og svulmende damer, som ved nærmere eftersyn viser sig at være dyderne Tro, Håb og Kærlighed. Det er Troen til venstre, selv om hun har tabt korset. Til højre Håbet med en due, og øverst Kærligheden med to børn. Også den anden kvinde øverst skal vistnok repræsentere kærligheden.
De to våbenskjolde er Chr. IV’s og hans dronning Cathrine af Brandenburgs (død 1612). På denne tid havde kongen nemlig købt hele Nordsjælland med kirker og gårde. Kongen ejede altså også Jørlunde Kirke, og sognets folk var de næste 200 år fæstebønder under Frederiksborg Slot.
En mindetavle på tårnets nordvæg fortæller da også, at da kirken i 1654 blev "renoveret", var det slotsherren på Frederiksborg, Otto Pogwish, der ønskede at blive mindet herfor.
Panelet omkring alteret med apostelbillederne er fra o. 1660. Billederne har oprindeligt siddet på et pulpitur i kirkens vestende. I koret har også stået en præste- og en degnestol fra 1640. De opbevares nu af Nationalmuseet i Brede.
På alteret står to store lysestager af messing. Indskriften fortæller, at de er skænket af Matias Hasse "med sin kjære hustrue" i 1660. Hasse var en krigsbogholder, som havde lånt kongen penge under svenskekrigene og havde fået flere af sognets gårde i pant - og sikkert også Jørlunde Kirkes indtægter mod at holde den ved lige. Den slags "privatisering" var ret almindelig i tiden, men sjældent til gavn for kirken.
I 1682 døde præsteenken Anna Sørendatter og skænkede ved sin død kirken den vinkande og oblatæske af sølv, som vi stadig bruger ved nadveren. Sammen med sin datter og svigersøn skænkede hun også den messinglysekrone, der nu hænger i skibets vestfag. Anna Sørensdatter var gift med præsten Gudmand Svendsen. Da han døde i 1661, gik det efter almindelig sædvane: Den nye præst, Sigvard Bilde, måtte gifte sig med enken for at få embedet. Fru Annas mening om den sag aner vi, da hun endnu i 1682 på lysekronen og oblatæsken kalder sig "Hr. Gudmand Svendsens Efterleverske".
Øverst på lysekronen ses det gamle symbol for Kristi død: Pelikanen, der hakker sig selv til blods for at mætte sine unger.