Thomas Manns mesterværk »Trolddomsbjerget« fra 1924 giver indblik i både sygdom og sygdomsforståelse og kan muligvis være en litterær platform, hvorfra vi kan anskue den dæmoni, som coronaen trækker med sig

Romanens originaltitel »Der Zauberberg« slår nok forførelsens tone an, men også billedligt talt illustrerer »bjerget«, at selv om det er hårdt og udmarvende at bestige et bjerg, er det mindst lige så besværligt at gå ned ad en bjergskråning med fare for, at benene løber af med en. På den måde aner man allerede med titlen, at sygdom, sygdomsindsigt og bekæmpelse har udstrækning i tid og ikke kun er et vanskeligt og alvorligt foretagende, men også forvirrende og til tider forførende. Den evangelietekst, som lægger sig op ad romanen, er Matthæus kap. 17 – forklarelsen på bjerget, hvor Jesus åbenbarer sig for Peter, Jacob og Johannes sammen med Moses og Elias. De tre disciple fristes til at blive på bjerget, men Jesus fører dem ned fra bjerget og befaler dem ikke at fortælle om dette syn. Romanen tager indledningsvis afsæt i en evangelisk-luthersk forståelse, idet det fortælles, at hovedpersonen Hans Castorp er døbt af en præst ved navn Bugenhagen (Bugenhagen var den evangelisk-lutherske præst, som efter reformationen blev hentet fra Tyskland til Danmark for at være med til at forkynde og udbrede den nye lære). 

Allerede som syvårig stifter Hans bekendtskab med døden, idet først moderen og derefter faderen begge dør indenfor et år. Hans flytter ind hos bedstefaderen, som således også er den, der kan fortælle om familiens historie, idet der i hjemmet står et rokokoskab af palisandertræ med en dåbsskål. »Nu er det snart otte år siden«, sagde han, »at vi holdt dig over den, og vandet, du blev døbt med, flød derned … kordegn Lassen fra Skt. Jacobi hældte det i vor gode pastor Bugenhagens hule hånd, og dSanatoriet Berghof udenfor Davos, udødeliggjort i Trolddomsbjergeterfra løb det over din hårtop ned i skålen« (s. 34).

Dødens uomgængelighed

Da bedstefaderen dør efter at have stridt en lungebetændelse til ende, er det tredje gang inden for kort tid og i en ung alder, at døden og dermed dødens uomgængelighed virker ind på Hans Castorps ånd og sanser. »Tre eller fire måneder efter at hans far var død, havde han glemt døden; nu huskede han den, og alle indtryk fra dengang indfandt sig igen nøjagtigt, samtidigt og gennemtrængende i deres uforvekslelige ejendommelighed« (s. 39). 

Bedstefaderen, Hans Lorenz Castorp, ligger lit de parade i hjemmet på en højtidelig-gejstlig måde, idet blomsterpragten, palmegrenene, korset mellem den dødes fingre og Thorvaldsens Kristusfigur, der står velsignende sammen med kandelabrene ved kistens hovedgærde, antager kirkelig karakter. Thomas Mann kombinerer det forfald, som det moderne gennembrud medførte i store og agtede familieforetagender, og som han beskriver allerbedst i romanen »Buddenbrook«, med fortællingen om Trolddomsbjerget. Det er således ikke kun familien Castorps hus, der må gå under, men også meget andet i tiden, hvor omstilling til en ny verdensforståelse ligger foran som mulighed. Dette opbrud og forfald er ikke kun filosofisk og eksistentielt, men også religiøst gennemtænkt og beskrevet igennem de mange samtaler i romanen. Det hele udspiller sig på sanatoriet »Berghof«, hvor Hans tager til, fordi han trænger til luftforandring og ønsker at besøge sin fætter Joachim Ziemessen. »Det var et naturligt forslag. Joachim Ziemessen var nemlig syg – ikke syg som Hans Castorp, men på en virkelig mislig måde, der havde endog været stor forskrækkelse« (s. 50). At dette besøg på sanatoriet, som skulle have varet i tre uger, vil have en varighed af syv år, er der indledningsvis ingen der forestiller sig, men i sanatoriets spisesal, som er stedets midte og forsamlingssted, står der syv borde, og det er her samtalerne foregår. Netop tallet syv spiller, ligesom i mange folkeeventyr, en rolle i romanen. Syv er det ordnende tal fra skabelsesberetningen, men der er også tråde tilbage til Joseffortællingen, hvor Josef som drømmetyder udlægger faraos drøm om syv fede og syv magre år. Netop Det gamle Testamente er bagvedliggende grundstof for Thomas Mann, hvilket han bl.a. udfolder i det lille skrift »Loven« fra 1944, hvor han skriver om Moses på bjerget og derved også afslører, at »Trolddomsbjerget« har sin betydningsbaggrund i Sinai og Guds pagt. Firebindsværket »Josef og hans brødre«, hvor han gennemkomponerer patriarkfortællingen, har han allerede udgivet i årene fra 1933-1943.

Sanatoriet Berghof udenfor Davos, udødeliggjort i Trolddomsbjerget

Samtalernes vigtighed

Vigtigheden af de samtaler, som føres på Berghof, anslås allerede indledningsvis, hvor Hans Castorp den første dag sammen med Joachim er kommet ind i spisestuen for at spise morgenmad. »Samtalen ved bordet var ikke livlig. Joachim passiarede formelt med fru Stöhr, han spurgte til hendes befindende og hørte med korrekt beklagelse, at det lod tilbage at ønske. Hun klagede over ’slaphed’. ’Jeg er så slap!’ sagde hun drævende og affekteret, rigtigt uddannet. Hun havde også allerede haft 37,3, da hun stod op« (s. 59). Hans Castorp er i begyndelsen den iagttagende gæst, som ser og registrerer de syges adfærd og da også allerede indledningsvis overraskes over, hvordan man i ly af natten transporterer sanatoriets døde ned fra bjerget i bobslæde. Hans egne øjne bliver hede og tunge, som havde han grædt meget, da han hører en hoste, og ligeledes chokeres han, da en flok gæster på syv i blandet alder kommer tæt forbi ham, og han hører, hvordan en af kvinderne fløjter ad ham. »En overordentlig ubehagelig fløjten, rusten, skarp og dog hul, langtrukken mod slutningen faldende i tonen trængte på en eller anden og ubegribelig måde ud fra hendes bryst, så at det mindede om musikken i disse små gummigrise, man køber på marked, som klagende slipper den indblæste luft ud« (s. 66). Joachim forklarer, at hun fløjter med pneumathorax og tilføjer »Herregud – de er så fri … Jeg mener, det er jo unge mennesker, og tiden spiller ingen rolle for dem, og så dør de muligvis. Hvorfor skulle de så tage begravelsesansigter på? Jeg tænker tit: sygdom og død er egentlig ikke alvor, det er snarere sådan en slags hængekøje, alvor er det strengt taget kun i livet dernede. Jeg tror, du nok vil forstå det med tiden, når du først har været heroppe noget længere« (s. 68). Kroppens fornødenheder får igennem romanen deres plads igennem den usædvanligt store mænge måltider, som indtages rundt om de syv borde i spisesalen. Det andet middagsmåltid, som Hans Castorp indtager, består af flere retter, som beskrives grundigt, ikke kun i romanens begyndelse; men gennemgående følger en nøje opregning af de tre-fire-fem retter som ved måltiderne bæres ind i salen. »Den nærende suppe medregnet bestod den af ikke mindre end seks retter. Efter fisken fulgte en solid kødret med tilbehør, derpå en særlig grøntsagsret, så stegt fjerkræ, en dessert, der i velsmag ikke stod tilbage for den foregående aftens, og endelig ost og frugt. Hver ret blev budt om to gange – og ikke forgæves« (s. 98). Ved dette måltid bemærker Hans den ulvehunger, der hersker i hvælvingerne, en glubende appetit, som hos ham vækker en uhyggelig afsky.

Omslaget som stemningsbeskrivende (nyere Penguin udgave)

Ordet, livet og døden

Hans finder ind i hverdagen på sanatoriet. Den daglige temperaturtagning og pladsen i liggestolen ude på balkonerne indpakket i kameluldstæppe. Mens tiden går er den eneste levende udveksling samtalen mellem sanatoriets beboere. Det er igennem samtalen (Ordet), at Thomas Mann viser sin læser, hvad det sande liv er, og at det ikke kun er større end al sygdom og død. Den levende samtale mellem mennesker fører videre, nemlig ned ad bjerget, hvor de syge er fanget, og ind i livet. På den måde bliver samværet på bjerget en gudstjenestefejrende menighed, hvor de hellige forsamles, før de igen må tilbage til hverdagen og kampen mod sygdom og død. Samtalernes højde og niveau bliver ikke beklumret af den sygdom, som ellers er toneangivende, og som lægerne holder nøje øje med, og hvis virkelighed de fastholder gennem deres videnskabelige og dermed også højthævede behandlingsblik på den syge. Ved at lade samtalerne fylde igennem hele romanen viser Thomas Mann, at det er i samtalen, at livet leves, idet både syge og raske trækker vejret sammen. Konkret udfolder det sig på vandringerne og ved de syv borde i spisesalen eller som en opstandelse, da Joachim tager termometeret ud af munden. Der må da være gået – syv minutter! »Ja, når man holder øje med tiden, går den meget langsomt. Jeg kan virkelig godt lide at tage min temperatur fire gange om dagen, for så mærker man da, hvad et minut eller hele syv egentlig er når man ellers her flotter sig så græsseligt med ugens syv dage«. »Du siger egentlig. Egentlig kan du ikke sige«, svarede Hans Castorp. Han sad med det ene lår oppe på balustraden, og det hvide i hans øjne var rødsprængt. »Tiden er da overhovedet ikke egentlig. Hvis den forekommer én lang, så er den lang, og hvis den forekommer én kort, så er den kort, men hvor lang eller kort den i virkeligheden er, det er der da ingen, der ved« (s. 85).

Krop og eksistens

Forholdet til krop og eksistens ses også i de kæmpemæssige religiøse diskussioner bl.a. afstedkommet af dr. Krakowskis foredrag og tilbud om sjæleanalyse. Religionen bliver hudløst og skræmmende »udstillet« i forbindelse med et gejstligt besøg, hvor en lille katolsk pige modtager dødssakramentet, som Joachim fortæller Hans om. »I det øjeblik præsten sætter foden over tærskelen, går der et anskrig i gang derinde, en hvinen, du har aldrig hørt mage, tre, fire gange efter hinanden og derefter en skrigen uden pause og ophør, åbenbart med vidt åben mund, ahhh – der var en jammer deri og en forfærdelse og protest, så det ikke er til at beskrive, og indimellem var det også sådan en grufuld tiggen, og med ét slag bliver det hult og dumpt, som om det var sunket i jorden og kom dybt nede fra kælderen« (s. 72). Tidens ubønhørlige gang med årstider og højtider synes at frembringe en form for forløsning. Da Hans Castorp har været på bjerget i syv måneder og hans fætter Joachim i et helt lille år – et rundt år, rundt i den kosmiske forstand, at jorden, siden det lille trækkraftige lokomotiv havde sat ham af heroppe havde afsluttet sit omløb om solen én gang og var vendt tilbage til samme punkt som dengang – var det blevet karnevalstid. Fastelavn stod for døren, og med den blæses der nyt liv i Hans Castorp. Ved denne karnevaleske fests leg med muligheden for at aflægge det kødelige og syge legeme er det at det, jordiske livs virkelighed afslører sig, idet dæmonien får frit løb.

»Af hjertet, ja, tro mig. Vi har nu allerede været så længe sammen heroppe – syv måneder, hvis du regner efter; det er jo efter vore forhold heroppe endda ikke ret meget, men efter begreberne dernede, når jeg tænker tilbage, er det dog en mængde tid. Nuvel, og den har vi nu tilbragt sammen, fordi livet førte os sammen her, og har mødtes næsten dagligt og ført interessante samtaler med hinanden, til dels om emner jeg dernede overhovedet ikke ville have begrebet en døjt af, Men her begreb jeg dem meget vel; her var de meget vigtige for mig og lå mig nær, så at jeg altid i højeste grad var med, når vi diskuterede« (s. 405).

Fasten som højtid

Når Thomas Mann skriver fasten ind som højtid på bjerget, foretager han et overraskende greb, for han får herved tydeliggjort, at forløsning hører sammen med fortabelse. Sygdom er hverken menneske eller samfund, men en dæmonisk magt, der besætter de kroppe, som danner fællesskaber. De mange samtaler, hvor forskellige røster kommer til orde, peger i retning af et livsnødvendigt syndefald. Slangen i paradis, som i romanen får skikkelse af italieneren Settembrines hvislende s-lyde, er samtidig den, der forhindrer en dræbende renhed, idet slangen som vaccine er selve modgiften. Højtiden, som melder sig på bjerget, nemlig fasten, er en fortælleramme om alle menneskers grundkamp mellem det gode og det onde. Forklarelsen på bjerget, som evangelieberetningen om Jesus, Peter, Jakob og Johannes beretter om, må nødvendigvis medføre en sendelse ud i livet, hvilket ironisk nok i romanen modsvares ved, at Hans Castorp vælger at fortsætte med at blive på bjerget efter fætteren, Joachims død.

Denne tekst er udgivet i Præsteforeningens blad "Præsten", september 2021.