Det har lige været påske og til forskel fra sidste år, har kirkedørene stået åbne på vid gab for gudstjenester indenfor og ude på kirkegården.

Spørgsmålet om, hvad kirken kan bruges til, kan kun besvares ved, at den bliver brugt. Hvis der ikke er folk, der bruger deres lokale sognekirke til dåb, konfirmation, vielse og begravelse, så er kirken en museumsbygning fra fordums tid, som nok fortæller noget om vores historiske og kulturelle strømninger og dermed er et anliggende for nationalmuseet, men alligevel må synke i grus, fordi der ikke er nogen sammenhængskraft mellem folk og kirke.

De danske middelalderkirker er et brugsrum, som mange vil misunde, for det er en ramme, som i gennem snart 1000 år, har givet mening og indhold for danskerne. På den måde hænger kristendom og danskhed sammen, dog uden at der kan sættes lighedstegn.

Undersøger man danskernes tro, vil man hurtigt blive klar over, at den er mangefoldet, men at det overhovedet ikke er noget nyt. Mennesker har altid søgt mening i bredere forstand og religiøs orientering er sjældent ensrettet, heller ikke for den almindelige kirkegænger. Måske er det netop ønsket om en retning i livet, som bringer folk ind i kirkens rum, i søgningen efter mening og indhold.

Meget tyder på, at selv om medlemstallet i folkekirken flere steder er faldende, hvilket til dels skyldes, at vi har fået en helt ny befolkning, så har kirken fortsat betydning, ikke mindst ved at varetage opbyggelige fællesskaber. Det er den dog ikke ene om, og det vil da heller ikke være muligt for kirken fremover, at læne sig alt for fast ind i denne bevidsthed.

Kirken skal være der, hvor folk er, når de har brug for den. For mange folkekirkepræster, menighedsråd og medarbejdere er det et dagligt arbejde, som kan fylde kalenderen hele året rundt. Men kirken må også fastholde sin tilstedeværelse som en bagvedliggende anelse i bevidstheden om, at der er større ting og mere at fortælle, end det vi selv er i stand til. På den måde kalder kirken på genkendelse, hvilket ikke lader sig gøre, uden at den er kendt.

Kendskabet til kirken opbygges bl.a. igennem konfirmandundervisning, gudstjenester og kirkelige handlinger, men det sker også i det sjælesorgsarbejde, som mange præster udfører. Præstens sjælesørgeriske arbejde hænger uløseligt sammen med menigheden, fordi det er i forholdet mellem præst og menighed, at man forstår sig selv som en levende del af et kristent fællesskab.

Det lyder fromt og kan da også italesættes på mange måder. F.eks. igennem etikken. ”Det humanistisk samaritanske perspektiv” er en grundsten i etikken, for menneske er vi ikke uden at være medmenneske. Det vil et stort flertal kunne nikke genkendende til, men hvad er så sammenfaldet med det at være kirke og det at være humanist?

I kirken er der tre ord, som går igen, nemlig tro, håb og kærlighed. Til forskel fra alt andet, der kan bygge og opbygge menneskelige fællesskaber, så har disse tre ord deres grund i, at det er noget der gives os, og som dermed også kan tages fra os. Det kan være en af grundene til, at man igen og igen føler sig kaldet til at bruge sin kirke og præst, men det kan også være så frisættende, at man igennem et helt liv ikke sætter sine ben i kirkens rum, og alligevel føler sig fuldt og helt hjemme i den.

For Grundtvig var tro, håb og kærlighed bundet til dåben og nadveren, dog ikke uden en dyb indsigt i vekselvirkningen. Troen, håbet og kærligheden udfolder sig nemlig tre steder, i huslivet, folkelivet og i kirken og er gensidigt afhængige af hinanden. Sagt ganske enkelt, må det som siges i kirken, leves ud i hjemmet og i det almindelige dagligliv, hvor vi møder vores næste.

Man taler i kirken om, at det sekulariserede og individualistiske samfund, i kombination med opbrud i familielivet, stiller nye krav. Mange steder mødes udfordringen med foretagsomhed og stor iderigdom. Bagsiden af medaljen er, at kirkens identitet og selvforståelse rykker ind og bliver en del af en markedsføringstankegang.

Hvor længe kan kirken holde til det? Ja, der er vel tale om et tveægget sværd, for hvis ikke kirken er der, hvor folk har brug for den, og hvis den ikke giver sig til kende i den helt almindelige moderne og sekulariserede danskers liv og hverdag, så gør den det ikke godt nok og mere alvorligt er det, at den med tiden mister sin troværdighed.

I kirken bør man ikke kun tale om nye satsninger eller frygten for faldende medlemstal. Kirken har et budskab, som den dag i dag er lige så udfordret, som den var i dens spæde begyndelse og som netop påskehøjtideligheden, har været med til at fortælle.

Det blev påske i Jerusalem og Jesus red ind i byen på et æsel. Fire dage senere delte han et sidste måltid med sine disciple og forberedte dem igennem måltidsfællesskabet på det, som skulle komme. Langfredag blev han pint og dømt af Pontius Pilatus. Han slæbte selv sit kors ud til Golgata og blev korsfæstet sammen med to røvere. Påskedag kom kvinderne til graven og så, at den var tom, og 2 påskedag var to disciple på vej til Emmaus, hvor de mødte den opstandne, som de spiste sammen med.

Påsken er mere end en fortællingen. Det er en vandring igennem livet på godt og ondt og sådan er det også for kirken i går, i dag og i morgen.

På den ene side opbygges kirkens selvforståelse indefra, men samtidig fordres den til ikke at holde det for sig selv. Virkeligheden er nemlig benhård. Hvis kirken, og det vil i bund og grund indbefatte enhver der er døbt, ikke selv vedkender sig hvem den er, og hvad den er, så er der heller ikke andre, der har en chance for at gøre det, men hvem ved, måske er kirken på vej til at blive helt eksotisk?