Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente

Salme 23 i Det Gamle Testamente giver en indsigt i, at man i tillid til Gud Herren som hyrde, kan leve sit liv på en salme.

Salme af David.

v.1 Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,

v.2 han lader mig ligge i grønne enge,

han leder mig til det stille vand.

v.3 Han giver mig kraft på ny,

han leder mig ad rette stier

for sit navns skyld.

v.4 Selv om jeg går i mørkets dal,

frygter jeg intet ondt,

for du er hos mig,

din stok og din stav er min trøst.

v. 5 Du dækker bord for mig

for øjnene af mine fjender.

Du salver mit hoved med olie,

mit bæger er fyldt til overflod.

v. 6 Godhed og troskab følger mig,

så længe jeg lever,

og jeg skal bo i Herrens hus

alle mine dage.

Fortællingen om Gud som hyrden stammer fra Det Gamle Testamente, men Jesus bruger også udtrykket dog på en mere radikal måde. Jesus udvider nemlig billedet af hyrden ved at tale om sig selv, som den gode hyrde, der ikke lader et eneste får i stikken. (Joh 10,11-16) 

Billedet af hyrden er et stærkt gudsbillede, for det hænger uløseligt sammen med det, at være beskyttet og i gode hænder, men billedet af Gud som hyrde erstattes ikke med billedet af Jesus som den gode hyrde. Der er tale om en transparent sammenhæng. 

Ligesom man kan lægge et stykke stof over en genstand eller et tyndt papir hen over en skrift, så kan både facon og tekst fortsat ses igennem det ekstra lag. Det der ligger nedenunder og det der ligger ovenover er fuldt og helt til stede og alligevel er det det, der ligger øverst, som træder tydeligst frem.

Når Jesus taler om sig selv som den gode hyrde, er det fordi han trækker på billedet fra Det Gamle Testamente af Gud som hyrden, men når han igennem sit liv viser, hvad det er for en hyrde, han er og vil være, så ser vi noget andet og noget mere. Vi ser at han både kalder og beskytter alle dem som kommer til ham, og at han til slut ofrer sig og dermed vender forholdet mellem hyrden og fårene om.

Hvis en hyrde kun vil værne og beskytte, er det let nok. Det svære er, at være hyrde for de får, som ikke vil ind i folden. Eftersom Jesus ikke kun er hyrde, men også er god, så tager han denne opgave alvorligt og ikke et eneste får vil han lade i stikken, hvilket betyder at han hele tiden bliver ved med at søge og lede indtil alle fårene er kommet hjem. Vi ved nok, at det menneskelig set er en helt umulig opgave, som Jesus fuldfører ved selv at dø og opstå.

David som salmist

Salme 23 er tilskrevet David, der som ung var hyrde og senere blev konge over nationen Israel. (1. Sam 17,34-35; 2 Sam 7,8) Salmen begynder med at beskrive Jahve som en hyrde, der leder sine tjenere, giver dem mad og sørger for, at de har det godt, ligesom en bogstavelig hyrde ville gøre.

David fremhæver Guds beskyttelse, men i salmens midte skifter han fra at omtale Gud i tredje person (han) til at omtale ham i anden person (du). Denne lille ændring understreger det nære forhold David havde til Jehova. David var klar over, at Gud havde omsorg for ham, og vidste hvad han kom ud for. Derfor var David ikke bange.

Sammenhængen mellem Davids direkte henvendelse og lovprisning af Gud kendes også fra en af Grundtvigs salme ”Lovsynger Herren” (DDS 3) som har baggrund i Salme 103, og er en lovsang, hvor tonerne spille, som stjernerne tindre, trindt om Jehovas højhellige navn! Svend Bjerg og Søren Holst har arbejdet indgående med Grundtvigs gendigtning af Salmerne i Det Gamle Testamente i ”Den gyldne harpe” og vist hvordan Grundtvig i sin salmedigtning arbejder med gudsbillederne i Salmerne.

I Salme 23 slutning ændrer billedet sig fra en hyrde og hans får - til en vært og hans gæst. Ligesom en gavmild vært, behandler Jehova David som en særlig gæst. Ikke engang Davids fjender kan forhindre Gud i at tage sig af ham. Salmen slutter af med at David giver udtryk for sin tillid til, at Gud vil vise ham godhed og kærlighed resten af hans liv. De billeder, der bliver brug i Salme 23, beskriver den kærlige omsorg Gud vil blive ved med at vise sine tjenere.

Jesus som den gode hyrde og Grundtvigs salmearbejde

Jesus bruger billedet af hyrden, (Joh 10,11-16) men ved, ikke kun at gøre sig selv til eksempel, men direkte sprogligt at sammenføje gudsåbenbaringen i 2 Mos 3,14 ”jeg er” med sig selv ”jeg er den gode hyrde” viser han, hvordan det nye står i forhold til det gamle.

Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«

Som barn af jødedommen, brugte Jesus det han havde med sig og samtidig fik han sagt noget nyt – det vi har i Det Nye Testamente - evangeliet ”Det glædelige budskab” er det nye og alligevel indeholder det meget af det gamle.

Grundtvig viser sammenhængen mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente igennem sin salmedigtning. Han gør det klart, at det ene Testamente ikke kan stå uden det andet og hans digtning medfører, at det vi ser, kun bliver stærkere, når vi får blik for sammenhængen.

Dåbssalmen, ”Herren strækker ud sin arm”(DDS 447), som kun består af et vers, har i mange kirker stået traditionsmæssigt stærkt som indledningsvers inden selve dåben. Verset kombinerer hyrdebilledet fra Det Gamle Testamente med Jesus som hyrde i Det Nye Testamente.

Herren strækker ud sin arm,

små vil han velsigne

kommer små til Jesus barm,

lærer ham at ligne,

døb genfød dem, Herre from,

dybt i livets kilde,

aldrig de til død og dom, sig fra dig forvilde

Dåb og nadver i Salme 23

I dåbsverset ”Herren strækker ud sin arm” klinger hyrdebilledet fra Salme 23 med, som et bagvedliggende gudsbillede, idet der sprogligt tales om at dåben skal forhindre (fåret) i at forvilde sig. Det er hyrden der leder til det stille vand, en kilde der giver kraft på ny, hvilket er et dåbsbillede som Grundtvig bruger i salmen ”Alle mine kilder” (DDS 441) De sproglige udtryk i Salme 23 danner bro mellem de to sakramenter, idet dåben igennem hyrdebilledet også forbindes med nadveren ”Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender” og dermed med Jesu offer.

Gud er mere og andet end hyrden, der gør plads og forhindrer sin fåreflok i at blive forvildet. Han er den som dækker bord, for øjnene af mine fjender, hvilket i et gammeltestamentligt perspektiv handler om, at han værner om den enkelte. Kombinationen Gud som hyrde og billedet af Jesus som den gode hyrde, der sætter sit liv til for fårene, radikaliseres på en sådan måde, at måltidsfællesskabet er til, for at fastholde den døbte i et grundforhold til Gud-søn. En søn som tager den døbte til sin barm (dvs. brødføder og holder i live) samtidig med at han underviser barnet i at ligne ham.

Borddækningen for øjnene af fjenderne, står i forhold til det liv som den døbte har, idet hyrden har byttet plads med fårene og har ofret sig. Det er dette offer, som skal forhindre fåret i at forvilde sig til død og dom og dermed fra det grundforhold, hvori det ved dåben er blevet sat i tillid til at: Godhed og troskab følger mig, så længe jeg lever, og jeg skal bo i Herrens hus alle mine dage.