Om brud og kontinuitet i korsets gåde perspektiveret hos Grundtvig

Grundtvigs gendigtning af den belgiske abbed Arnulfs ”Bøn på vers ved hvert lem af den lidende og korsfæstede Kristus”, ”Hil dig frelser og forsoner”, er en af de salmer, som synges både i Den katolske kirke og i Den protestantiske kirke i Danmark. Salmen er en kors-meditation og det i sig selv, kan give anledning til at fordybe sig i den historiske baggrund for korset som symbol.

Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det,

Frelser, af din nåde. 

Stå mig bi, når fjenden frister! 

Ræk mig hånd, når øjet brister!

Sig: vi går til Paradis!

Det varede længe, inden korset blev kristendommens særlige symbol. Grunden var, at romerne fortsatte med at bruge korset til henrettede af forbrydere. I stedet brugte man i den tidligste kristendom symboler som Noas ark og fisken IXTYS (den tidligste trosbekendelse).

Der siges at være to begivenheder, som har gjort korset til de kristnes vigtigste symbol. Ifølge kirkehistorikeren Eusebius fik den romerske kejser Konstantin forud for den vigtige sejr ved den milviske Bro i år 321 en vision af et brændende kors med påskriften: In hoc signo vinces (ved dette tegn skal du sejre). I år 326 foretog kejserinde Helena, som var mor til Konstantin, en pilgrimsrejse til Palæstina, hvor hun ifølge legenden fandt de tre kors ved Golgata. Her udpegede hun Jesu eget kors, fordi et lig blev genopvakt, da det kom i kontakt med korset. Herefter talte Jerusalems kristne varmt om korset, som blev betragtet som et relikvie, og de sendte dele af korset rundt til kirker.

Patriarken Kyrillos af Jerusalem udtalte tyve år efter Helenas besøg, at ”korsets træ” nu var blevet sendt rundt om i hele verden og sagde god for at træværket stammede fra Jesu kors. Ligesom apostlene havde bragt budskabet om korset ud til verden i det første århundrede, skulle vigtige gæster nu få lov til at forlade Jerusalem medbringende nogle af korsets fysiske rester.

Kyrillos sørgede for at disse rester blev udstillet langfredag, så de troende kunne ære og kysse dem; men han holdt også øje med udstillingen, da en pilgrim tidligere havde ”bidt et stykke af det hellige træværk og stjålet det”. Korset blev herefter et populært symbol.

Helge Dahl skriver i sin salmehåndbog, at de middelalderlige mystikere faldt på knæ foran krucifikset og løftede blikket mod hver enkelt del af det martrede legeme, men standsede ved hovedet. Grundtvig har i sin gendigtning nogenlunde fulgt salmemeditationens oprindelige tankegang, men blev i 1810 ført ind i en voldsom åndelig krise ved at læse en tysk forfatter, der ”havde plantet en af sine giftblomster under hvad han kaldte det visne kors”. Det havde måske medindflydelse på, at Grundtvig i salmens strofe 5-7 digter på egen hånd, idet han vil give Frelseren sine bedste rosenblomster, sin kærlighed og lovsang.

Dog jeg tror, af dine vunder

væld udsprang til stort vidunder,

mægtigt til hver sten at vælte,

til isbjerge selv at smelte,

til at tvætte hjertet rent.

Derfor beder jeg med tårer:

Led den ind i mine årer, 

floden, som kan klipper vælte,

floden, som kan isbjerg smelte,

som kan blodskyld tvætte af!

Du, som har dig selv mig givet, 

lad i dig mig elske livet,

så for dig kun hjertet banker,

så kun du i mine tanker

er den dybe sammenhæng!

Salmen ”Hil dig frelser og forsoner” lægger ellers ud med at underbygge kontinuiteten fra den katolske kirke og til den protestantiske, idet Grundtvig i salmens indledende strofe digter ”rosenkrans om kors at vinde”. Grundtvig er en af de første salmedigtere efter Luther, som tager Mariaskikkelsen op på en positiv måde. Han gør det ved, at den berømte sekvens i den gregorianske sang ”Stabat Mater” fra 1200 tallet om Jesu moder under korset, renses for påkaldelse. Når Grundtvig vil vikle rosenkransen, som i den katolske kirke er bønnekransen til Ave Maria, omkring korset, er det netop for at præcisere forholdet mellem Maria som moder ifht. sønnen, som salmen handler om og er rettet til.

Grundtvigs arbejde med korsmeditationen i ”Hil dig frelser og forsoner” har været et grundarbejde, som han har forsat i sin øvrige salmedigtning. Tænk engang på påskesalmen ”Tag det sorte kors fra graven”, hvor Grundtvig ønsker at pege på opstandelsen og dermed må fjerne korset, for at plante en lilje. Dette kan han kun skrive, fordi han har en dyb forankring i korsets gåde. Med den provokerende sætning, om at tage det sorte kors fra graven, ønsker Grundtvig at genopvække opmærksomheden for de dybereliggende sammenhæng i korsgåden som opstandelsesgåde. Grundtvigs egen opdagelse igennem salmestudiet som hænger uløseligt sammen med den gudstjenestefejrende menighed er, at den syngende menighed synger sig frem til opstandelsen. Dette er blevet klart for ham i arbejdet med ”Hil dig frelser og forsoner”.

Grundtvig er ikke som Kingo en passionsdigter, men hans salmedigtning er særligt med menighedsopbyggelsen for øje. Alligevel fornemmer man i ”Hil dig frelser og forsoner” en ægte personlig tone, som var vakt igennem personlige anfægtelser ikke mindst i forhold til den fromme pietistiske tone, som også kunne finde noget at give ham.

Helge Dahn understreger at Grundtvig er klart luthersk: i mig er der slet intet, men alt mit håb ligger deri, at du har elsket mig til døden og med din kærlighed daler ned til mit hjerte. Spørgsmålet er, om ikke også en katolik i dag ville være enig i denne formulering.