”Et Requiem” er en dødsmesse, men er det i sit musikalske udtryk mere og andet end en koncert med et indlagt lig?

Lørdag d. 14. januar skal hele Danmarks Lise Nørgaard bisættes fra Sankt Pauls kirke på Østerbro. Sognepræst Katrine Lilleør skal foretage handlingen og organist Frederik Magle skal sammen med flere solister stå for den musikalske fremførelse af Gabriel Faure´s Requiem. Kisten skal således bæres ud til den afsluttende sats ”In Paradisum”.

Johannes Møllehave har engang sagt, at når vi dør, så falder vi levende hen. Det er lige præcis det, Faurés ”Requiem” udtrykker, især i den syvende og sidste sats ”In Paradisum”: Nok er døden trist, men vi behøver ikke være bange.

Som præst har jeg selv ofte citeret Lise Nørgaard ved selve begravelsessamtalen. Hun havde engang i et interview givet en hel enestående beskrivelse af, hvordan den dødes tales ind i evigheden. Intervieweren spurgte til hendes søns død, hvordan det havde været? Hun svarede: ”Ja, hvordan tror du?” Derefter fortalte hun om mindesamværet efter handlingen i kirken, hvor folk havde talt om hendes døde søn, hvilket for hende var med til at tale ham ind i evigheden.

”Et Requiem” er den romersk katolske kirkes liturgiske og musiske betegnelse for messen for de afdøde – missa pro defunctis. Messens forskellige led består af Intoritus, Kyrie, Graduale, Tractus, Dies irae, Sanctus, Offertorium, Agnus Dei og Communio.

Til de mest berømte udsættelser af denne musikalske stilart hører Wolfgang Amadeus Mozarts ufuldendte Requiem, men udtrykket Requiem er også blevet brugt om store forfatteres afsluttende værker, således Shakespeares ”The Tempest”.

Gabriel Fauré fjernede i sit mesterlige værk hele afsnittet om dommedag, som er forbundet med den katolske kirkes middelalderlige forestilling om skærsilden og han tilføjede til gengæld ”In Paradisum”. Dermed understregede han beroligelsen. Der er ingen skrækscenarier om dommedag, men derimod en fryd over, hvor dejligt der er i Paradis.

 Lise Nørgaard har selv har valgt, at der til hendes bisættelse skal spilles Faure´s Requiem, hvilket vi ligesom hendes forfatterskab må se, som andet og mere end en gave. Når musikken tager over, glemmer vi, at der er tale om et konkret menneske der ligger i en kiste. På samme måde sker det jo også, når vi læser hendes bøger eller ser den legendariske Matador – Lise Nørgaard træder i baggrunden, idet vi får et spejl af den verden vi lever i på godt og ondt. Anderledes er det dog, når vi sammen går ind i kirken, for at tage afsked med et menneske. Forkyndelsen af opstandelsen fra de døde presser sig ind i vore øregange. I et øjeblik glemmer vi den konkrete smertefulde virkelighed at mennesker dør, og vi hører, at vi ikke behøver at være bange.

 En bisættelseshandling er i sig selv en forkyndelse af, at livet fortsætter, også når vi ikke er mere. Dog med en sådan forudsætning, at det som har været, også er det, der bliver som spor af kærlighed, der holder og varer ved i tid og evighed. Vi vil i fremtiden holde os beskæftiget med Lise Nørgaard, og på den måde tale hende ind i evigheden.

 ”Et Requiem” må i sin egen kunstneriske opførsel ses som en ring af musik der omkranser os og genetablerer forbindelsestrådene til det som var, er og kommer. Det vil sige, at den for hver enkelt erfarede evighed, hvor vi falder levende hen, fordobles af evigheden, som er Gud selv. Fra evighedernes evighed – fra Paradiset - hører vi de himmelske og overjordiske toner.