Til kirkerne rundt i landet knytter der sig særlige egnsfortællingen. En gammel sagnfortælling lyder, at det var i Jørlunde, at paradiset lå. Efter syndefaldet blev slangen drevet ud og slog sig ned i Slangerup og Adam og Eva i henholdsvis Manderup og Kvinderup. Jørlunde kirke etablerede i efteråret 2021 en dåbslund på kirkegården, for selvfølgelig skal der her være en markering af flodens udspring fra Edens have.

Dåbslunden er placeret på kirkegården og i midten af lunden er der en stor granitsten med udseende, som en døbefont. Tanken er ikke, at dåben skal rykke ud på kirkegården, selv om en konfirmand sagde, at det jo også var udenfor, at Jesus blev døbt, nemlig af Johannes døber i Jordanfloden.

Dåbslunden er etableret som en fortællelund, som skal få kirkegårdens besøgende til at tænke på evigheden.

I mange gamle katolske klostre var der en fratergård med en stor brønd, som forsynede klosteret med vand. Dåbslunden, som fortællelund, hænger sammen med denne gamle klostertradition, hvor dåb og vand knyttes sammen i fortællingen om paradisfloderne. Der skal således laves fire stier ind til selve dåbsstenen. En sti for hver af de fire floder, som man kan læse om i 1.Mos. 2,10-14. Der udspringer en flod i Edens have, som udenfor deler sig i fire, hvilket er et udtryk for, at vandet strømmer ud i hele verden. De fire floder er også navngivet Pischon, Gihon, Tigris og Eufrat.

Grundtvigs salme ”Alle mine kilder” er en poetisk fortælling om, hvordan dåben og kilden til evigt liv er knyttet sammen.

”Alle mine kilder skal være hos dig!

Det var Guds-ordet i gamle dage

Til det folkefærd uden mage,

Som bar på vor Herres moder hos sig”.

Grundtvig har ingen problemer med at tale om jomfru Maria, selv om vi som protestanter har lagt afstand til jomfrudyrkelsen. Han har heller ingen problemer med at bevæge sig fra det konkrete Ordet og ud i en kosmisk bevidsthed, idet han i slutverset skriver:

”Alle mine kilder skal være hos dig!

Af dig genfødes skal jord og himmel,

Folks og tungers og stjerners vrimmel

Med alt, hvad jeg evig bar i mig”.

Styrken ved Grundtvigs poesi er denne bevægelse fra det konkrete til det abstrakte. Bibelordet ligger til baggrund for hans digteriske udfoldelse, men han har en sjælden og enestående sans for menigheden og dermed, hvordan det folkelige og det kirkelige spiller sammen.

Grundtvig forholder sig konkret til fortællingen om Jesu dåb i sin salme, men han gør det ved at bruge et helt særligt ord, han skriver om genlyd.

”Alle mine kilder skal være hos dig!

Genlød røsten fra Himmel åben,

Fader-røsten ved Jesus-dåben:

Min Søn! Jeg har velbehag i dig”.

Man har talt om denne Guds henvendelse til Jesus, som vi kan læse om i Matthæusevangeliet 3,17, som en adoption. Gud tilkendegiver at Jesus er hans egen søn, men i Grundtvigs salme, får ordene genlyd af en direkte tiltale til dåbsbarnet, hvis forhold til Gud gøres til et faderforhold. Vi bevæger os altså også her fra det konkrete sakramente – dåben til det abstrakte, for dåben er andet og mere end en historisk begivenhed. Den er et møde mellem Gud og mennesker, og døbefonten er således en konkret sten, der vidner om den himmelske og den jordiske forening.