Sommerhøjskolen i Jørlunde Præstegård set med en deltagers øjne
Da jeg i foråret i kirkebladet så invitationen til deltagelse i Sommerhøjskole i Jørlunde Præstegård, vidste jeg med det samme, at der ville jeg være med. I dagene 24.-26. juni 03 deltog jeg så sammen med 33 andre i sommerhøjskolen. Jeg vil gerne her fortælle lidt om de gode dage, som vi takket være Peter Nejsums initiativ og menighedsrådets velvillighed havde. For et meget overkommeligt beløb på kr. 300,00 fik vi tre meget indholdsrige dage.
Det overordnede emne for sommerhøjskolen var "Det onde og det gode " En meget rummelig titel og under Peter Nejsums ledelse, kom vi sandelig også vidt omkring de 3 dage "højskolen" varede.
Hver morgen begyndte vi på rigtig højskolemaner med morgensang ved seminarielektor Sven Fenger, som nu er bosat i Jørlunde. Vi sang de dejlige sange fra Højskolesangbogen, som de fleste af os kendte, men vi fik også lært nye sange og nye melodier til kendte sange. Samtidig gav Sven Fenger os hver dag en ny stump baggrundsviden om sangene og deres tekstforfattere eller melodiernes opståen. En rigtig dejlig start på dagen, som bragte minder frem om skoletidens morgensang for mange år siden.
Hver formiddag og eftermiddag var der foredrag med forskellige udgangspunkter under emnet. Første dag (som var Skt. Hans dag) begyndte vi med at høre om "Hekseprocesserne i Danmark" v/ universitetslektor Jens Chr. V. Johansen og om eftermiddagen talte sognepræst Eva Holmegaard Larsen, Nødebo Kirke om "Syndebukken - religiøst og filosofisk. Anden højskoledag talte sognepræst Ulla B. Salicath, Farum om "Det ondes problem" med udgangspunkt i Jobs Bog og om eftermiddagen fik vi lov at møde Katrine Lilleør, der med en medrivende oplæsning af dele af Kirkegaards "En forførers dagbog" talte om "Hvad gør livet livet værd". Jo, livet var sandelig livet værd den onsdag. Torsdag, som var højskolens sidste dag var formiddagens forelæser universitetslektor Jakob Rendtorff, der under titlen "Ondskabens banalitet" fortalte om holocaust og om Eichmann, som person. Torsdag eftermiddag havde vi besøg af forfatteren Søren Ulrik Thomsen, der læste sit nyeste digt "Det værste og det bedste". Han fortalte os på meget menneskelig vis, hvordan digtet var opstået og selve arbejdsprocessen med at skrive det og få valgt de allerbedste ord til digtet. Vi var flere, der forud havde prøvet at forstå hans digte, der blev en hel del klogere.
Alle disse spændende foredrag vakte megen spørgelyst blandt tilhørerne. Vi kom meget vidt omkring og berørte mange af livets elementære spørgsmål, men blev også en del klogere i historisk henseende.
Hver aften, når vi havde nydt Esthers gode mad, var der et kulturelt indslag. Første aften filmen "The believer", der handler om en ung jødisk mand, anden aften tog vi til Slangerup Kirke, hvor operasangerinden Charlotte Hultberg udnyttede den dejlige akustik på bedste vis ved at synge forskellige kærlighedsarier også min personlige yndlingsmelodi fra Carmen. Hun sang så dejligt, at mine nakkehår rejste sig.
På selve afslutningsaftenen holdt Peter Nejsum en dejlig aftenandagt i Snostrup kirke, hvorefter vi mødtes til et hyggeligt måltid i Præstegården. Især denne aften gik snakken meget livligt og sangene klang ekstra godt.
Personligt havde jeg stort udbytte af de tre sommerdage i præstegården. Jeg mødte nye mennesker, både fra menigheden, men også fra andre sogne. Fandt som så ofte før ud af, at hvert menneske kan bibringe mig noget, så jeg selv blive lidt klogere. Jeg fik ved hjælp af de gode foredragsholdere sat ord på mange tanker, jeg har gjort mig om livets mening, min tro og om frygt og håb, sorg og lykke.
Det blev nogle dejlige, glade dage med søde medmennesker i alle aldre og mangen en god samtale under pauserne i præstegårdshaven. Den dejlige sommersol og det at se vor 90-årige deltager hoppe over ryglænet af bænken, lægger jo heller ikke lige frem en dæmper på det gode humør. En speciel stor glæde var det, at møde fire så dygtige og engagerede unge præster. Ja, og det gode er , at der er håb om en sommerhøjskole i Jørlunde Præstegård næste sommer. Peter Nejsum har allerede givet os løfte herom. En ting ved jeg - jeg kommer.
Inga Johansen
|