|
2. søndag efter Hellig tre konger – 17.1.2010
Tekst: 1 Kong 8,1.12-13.22-30
Salmer: 66 – 442 – 397 --- 323 – 57
Noget af det vigtigste i vores liv er usynligt. Kærligheden er usynlig. Den har masser af synlige udtryk, det siger sig selv, kys, kærtegn, blomster, smil, venlige ord, men i sig selv – er den usynlig.
Hjerneforskere vil selvfølgelig hævde, at de kan påvise såkaldte kærlighedshormoner Oxytocin og Vasopressin, men det er jo alligevel sådan, at selv de mest nørdede hjerneforskere undlader at komme med målinger af deres Oxytocin-tal til deres udkårne i stedet for blomster, ligesom jeg vil tro, de bruger vendinger som ”jeg elsker dig” i stedet for at henvise til at de altså har et voldsomt forhøjet Vasopressin-niveau.
Kærlighed er i sig selv usynlig. Man er ikke i tvivl om at den er til – men den er afhængig af ydre tegn. Tilgivelse er også usynlig. Tilgivet føler jeg mig først når jeg får tegn på, at det forhold vi havde før, er genoprettet, at det jeg gjorde galt ikke forhindrer, at vi kan have med hinanden at gøre. Derfor er det ikke altid nok at du siger det, der skal handles, leveres tegn på, at du stadig vil mig.
Kærlighed ligner dermed Gud. Gud er også usynlig, og det gør ham ikke mindre virkelig. ”Herren har sagt at han vil bo i mørket”, siger Salomon, og bygger et tempel med forgårde, ”det hellige”, og det ”allerhelligste”, som er utilgængeligt, og hvor Guds skal forestille at bo. Og Salomo gør det vel vidende, at Gud ikke kan bo på jorden, at himlenes himle ikke kan rumme ham, men han beder om at Gud i himlen hører det, når man beder vendt mod det sted. Gud er usynlig, utilgængelig, han bor i mørket. Vi er i h3k-tiden, epifani-tiden, kaldes den også, den tid i kirkeåret der handler om Guds tilsynekomst. Og derfor trænger spørgsmålet sig på: Hvor er Gud? Hvor er Gud i mit liv? Hvordan erkender jeg at han faktisk er der, sikrer en retning, mening, ny mulighed?
Problemet ved de her fænomener er at de er afhængige af tegn. De viser sig kun gennem dem. Og problemet ved tegn er at de er tvetydige. Rørte hun min arm fordi hun var ude på noget? Eller ville hun bare børste nogle krummer væk? Eller var det måske begge dele på en gang? Alle der har prøvet det ved, hvor vanskeligt det kan være, det med at tyde tegnene fra den man elsker. Det meste af tiden går det jo fuldstændigt af sig selv, men det kan være svært. Jeg ved ikke om I kan huske hvordan det er at være forelsket? Selv den mest banale sms kan tolkes med samme grundighed, som en tysk bibelforsker lægger for dagen når han studerer et støvet håndskrift. Den udkårnes tonefald, ansigtsmimik, kropssprog bliver udlagt ligesom en juveler der skal undersøge om en diamant er ægte eller ej. Kan I ikke huske hvordan det er?
Hvor opslidende at skulle tyde de tegn der er? Hvad betyder det at hun ikke svarer på mit opkald? Når hun nu siger, at hun ikke har lyst til at tage med i skoven, hvad betyder det så? Hvad har jeg sagt forkert, siden hun siger hun, at hun ikke har tid? Pointen er, at det behøver ikke at betyde noget som helst. Måske har hun ikke lyst lige nu, eller er optaget af noget andet, det behøver ikke at betyde at hun alligevel ikke elsker mig. Man tror i de her situationer, hvor der er så meget på spil, at alting afhænger af et enkelt blik eller et tonefald. Man vil udlede alt af det enkelte tegn – men det lader sig ikke gøre, for tegnet er altid tvetydigt, og kan betyde alt muligt andet.
Det er det der går galt, når man er jaloux. Så bliver alt, selv det mest uskyldige, udlagt som om, hun nok er mig utro. Og jalousien forlanger at du skal bevise din kærlighed, konstant give mig tegn på den. Men selvom man ringer hjem hver halve time, lader sin gøren og laden kontrollere minut for minut, som om opgaven var lagt i hænderne på det hedengangne Stasi, så ville det alligevel ikke hjælpe og berolige den jaloux. For de er noget helt andet, der er galt, nemlig den grundlæggende tillid til den kærlighed, der er usynlig, og som er større end alle beviserne på den, der altid vil være tvetydige.
Men det er jo ikke kun i de her ekstreme situationer, det gælder hele tiden, at vi er henvist til at tyde de tegn vi får af dem vi elsker, selv der hvor alt er trygt og godt. Det kan jo lige så godt være, at vi er uopmærksomme og overser de tegn der er på, at noget er galt. Vi slår det hen og siger, nårj, det går nok over, eller vender det indad, og sier, jeg må også blive bedre til at håndtere de situationer, jeg må også blive mere nærværende, opmærksom, punktlig, positiv, eller hvad det nu kan være. Eller vi kan glemme at give tegn på vores kærlighed, tro at det hele kører af sig selv.
Pointen er: Kærligheden er usynlig. Vi møder den kun i tegn der skal tydes, tegn der kan være tvetydige.
Nu handler det jo ikke kun om kærlighed, så interessant den nu engang er, men om noget endnu mere komplekst. Det handler om forholdet til Gud, til den Gud der usynlig, som vil bo i mørket, den Gud der kun åbenbarer sig gennem tegn, tegn der er endnu mere tvetydige end kærlighedens.
Salomo hylder Gud for at have opfyldt sine løfter. Han er glad og lykkelig denne dag, hvor han kan indvie templet. Han tyder alt det, der i dag lykkes, som tegn på at Gud er der, og at han vil blive ved med det, hvis man ellers ”vogter sin færd” og ”vandrer for hans ansigt”. Men dermed rammer han jo også ind i kernen af problemet: Hvordan ser man Gud? Hvordan erkender man at Gud er der, at Gud er i ens liv? Det mest nærliggende er jo at se på de ting der sker: Er det godt? Er det skidt? Er Gud med mig når det går godt? Og er han ligeglad med mig når det går dårligt?
Eller man regner med, at gudsnærværet i det mindste manifesterer sig som en bestemt følelse, en afklarethed, en indre ro. Hvis Gud er med mig, ville jeg kunne mærke det.
Men det kan man ikke. For alle tegn er tvetydige. Det der er så smertefuldt for den forelskede eller jaloux, er jo at han eller hun tror tegnet skal bære det hele. At alt afhænger af det. At man dybest set ikke tør tro på den grundlæggende kærlighed, der ligge nedenunder. For det er jo det, der er på spil, det der gør det så smertefuldt: t man tror, at hvis man ikke hvert øjeblik kan se kærligheden, så er den der ikke. Og når det går op for en, at den man er forelsket i overhovedet ikke var ligeglad eller vred eller afvisende, men at det var udtryk for noget helt andet, og kærligheden er intakt. Når man finder ud af det, bliver man jublende glad.
Det er det, det går ud: At kunne se hen over alle de flimrende tegn. Se dem der er vigtigere end alle de andre. Som fortæller om den grundlæggende kærlighed, om det der bærer mig, uanset hvad jeg kan udlede af det ene og det andet.
Se, det ved Gud. Det er det der er baggrunden for at han giver sig til kende igen og igen, på stadig nye måder, Bibelen er en lang beretning om alle disse forsøg. Og mange gange går det galt, tegnene misforstås, gøres til gold moralisme, eller, hvad der sker ligeså tit, de tages som en selvfølge. Til sidst tager Gud det afgørende skridt selv at tage det liv på sig i Jesus. Og alt hvad han går rundt og laver, er tegn på den ubetingede kærlighed, der er grundlaget for alt andet. Den, der får mig til at se, at uanset hvordan jeg tyder det ene og det andet, så er det eneste vigtige.
Det er det der kulminerer den berømte fredag, hvor Jesus korsfæstes, og selv oplever at Gud bliver væk. Da han giver sit liv, flænges forhænget i templet fra øverst til nederst. Det forhæng der vogter indgangen til det allerhelligste, hvor kun ypperstepræsten har adgang en gang om året, flænges, så det bliver åbent for alle, han kommer ud i lyset. Gud skal ikke længere tilbedes et bestemt sted, men i ”ånd og sandhed”, som Jesus betror den samaritanske kvinde i den mærkelige samtale, han har med hende ved brønden.
Hun indser noget i samtalens løb. Desværre er teksten beskåret sådan, at det ikke er med. Men da hun kommer tilbage til landsbyen fortæller hun, at hun har mødt en mand, der ”har fortalt hende alt hvad hun har gjort” – og så føjer hun til: ”Mon ikke han er Kristus?” Jo mon ikke? Hun er set som den hun er, med de fejltrin hun har begået, med den begrænsede indsigt hun var vist i samtalens løb. Men aldrig har hun været i tvivl om, at hun var omfattet en kærlighed og accept, der gjorde alt andet mindre vigtigt.
Nok er Gud usynlig, ligesom kærligheden er det. Vi er henvist til flimrende tegn der kan tydes på den en og den anden måde.
Kristus viser os
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
|
