Jørlunde kirkes historie
af Ingrid Schrøder-Hansen
Den ældste Jørlunde kirke
Størstedelen af vores nuværende kirke er bygget i begyndelsen af 1100-tallet, men Jørlunde kirkes historie går helt tilbage til 1000-tallet:
Ved kirkens store restaurering i 1964 fandt man stolpehuller efter en trækirke på stedet. Stolperne målte ca. 45 cm. i diameter - alt for tykke til vægstolper - det har snarere været tag-bærende stolper; så Jørlundes første kirke kan have været tre-skibet og næsten lige så bred, som den nuværende kirke.
Glasskår under det ældste gulvlag fortæller, at trækirken havde glasvinduer (en uhørt luksus på den tid), og en mængde trækul røber, hvad det endte med: trækirken brændte, og man tog da den store beslutning at opføre en kirke af sten på den indviede grund på kirkebakken.
1100-tallet
Stenkirken blev bygget af frådsten (kildekalk), og den har formentlig fra begyndelsen stået pudset og kalket ligesom nu. Det eneste synlige stykke frådsten er det halvrunde trin, der ligger ved døren fra koret til sakristiet. Stenens form tyder på, at den tidligere har siddet som tympanon (døroverligger), f.eks. over syddøren, som nu er tilmuret.
Da den romanske kirkebygning stod færdig, først i 1100-tallet, bestod den af kirkens nuværende skib, og korets vestlige del; mod øst rundede en apsis sig omkring alteret (fig 1). Et af de små romanske vinduer er stadig bevaret på korets nordvæg (fig 4). Kirkens gulv fulgte bakkens skråning, så alteret stod øverst på kirkebakkens top, synligt for alle nede i kirken. I vestenden lå gulvet ca. 1 m. lavere end nu.
Herredskirken
Jørlunde kirke er stort anlagt af en landsbykirke at være, men i vikingetidens slutning var Jørlunde faktisk en ret betydelig by. Herredet hed middelalderen igennem Jørlunde herred, skønt Jørlunde lå i dets udkant; og Jørlunde herred regnedes for at være det tættest bebyggede i den tids Nordsjælland, som var dækket af skov.
Jørlunde var en "adelby" fra jernalderen, ældre end "rup'erne" (som f.eks. Slangerup). Det minder en gammel drille-historie om, som véd at fortælle, at selveste Paradiset lå her i Jørlunde, på en eng nord for byen. Da slangen efter syndefaldet blev drevet ud, slog den sig ned på den anden side åen, dér, hvor Slangerup kom til at ligge. Manden og kvinden kunne jo så ikke være dér, de måtte længere væk; og sådan opstod de to små byer nord for Slangerup: Manderup og Kvinderup.
Jørlunde kirkes bygherre var sandsynligvis Skjalm Hvide, overhovedet for Sjællands mægtigste stormandsslægt, Hviderne. Man mener, at han o. 1100 ejede det meste af Jørlunde; hans egen gård/borg lå på "Hagerup øre", et par km. vest for kirken.
For den tids tankegang var en mand kun stor, hvis han handlede stort. Hans ære viste sig i hans værk, ikke mindst i den kirke, han lod bygge. Det er også en forklaring på Jørlunde kirkes størrelse.
Kalkmalerierne
Hvideslægten har stået for bygningen af mange andre sjællandske kirker, og den malergruppe, der udsmykkede Jørlunde kirke med kalkmalerier i 1100-tallets midte, kaldes dels Jørlundeværkstedet, dels Hvideslægtens malere.
Da kalkmalerierne blev malet, havde Jørlunde kirke fladt træloft lige over den malede knækbort. Malerierne dækkede hele triumfvæggen fra øjenhøjde til loft, indtil hvælvingerne to hundrede år senere beskar dem.
Den gamle mester har disponeret sine malerier efter et samlet billedprogram:
- Nord, nederst: Brylluppet i Kana (Jesu første under: Joh. 2,1)
- Nord, øverst: Lazarus' opvækkelse (Jesu sidste under: Joh.11,1)
- Syd, øverst: Jesu tilfangetagelse.
- Syd, nederst: Korsfæstelsen.
Altså to undere overfor to lidelses-scener: Jesu lidelse og Jesu herlighed. Tilsammen har de dannet en fornem ramme omkring det billede af "Majestas Domini" (Kristus som Himmelkongen), der har været malet i den gamle apsis over alteret. På vej derop møder man i korbuen to dansende engle, som bærer en medaljon med Korslammet: symbol på både Jesu lidelse og sejr. Og på korets nordvæg ser vi den "kongelige" del af Jesu lidelseshistorie: Indtoget i Jerusalem og Nadveren. Det er troligt, at der modsvarende på korets sydvæg har været malet de to "kongeligste" motiver: Jesu Opstandelse og Himmelfart.
Kan man i fantasien se disse (nu forsvundne) billeder for sig, har vi hele Jørlundemesterens stort tænkte billedprogram: En samlet fremstilling af Jesu frelsesgerning: lidelsen, hvorigennem han vandt sejren. Himmelkongen over alteret gav velsignende sit kirkefolk del i alt dette.
På korets vestvæg mod syd har været malet Jesu Fristelse. Billedet blev fundet i 1964, trukket af væggen og hænger nu på Spøttrup slot.
De øvrige malerier led den skæbne at blive fundet så tidligt som i 1864, hvor man ikke behandlede kalkmalerier med samme nænsomhed som i dag. Manglede der noget på billedet, malede man rask væk til.
Derfor har vi nu på korets nordvæg et billede af Maria og Josef med Jesusbarnet umotiveret anbragt imellem Indtoget og Nadveren. Men det er ikke Jørlundemesterens fejl. En gammel akvarel (fig. 3) viser, at da malerne i 1864 afdækkede væggen, var hele den øverste del af Jesu indtog forsvundet. I dag ved vi, at der i romanske kalkmalerier af Indtoget står nogle folk i Jerusalems byport og byder Jesus velkommen: "Velsignet være Han som kommer, i Herrens navn!" Men det vidste ingen i 1864, så man gættede sig frem; og en mand og en kvinde med et barn på armen, malet i en kirke - det måtte selvfølgelig være "den hellige familie". Og derfor gav man dem glorier på og forstyrrede den gamle mesters fine billedprogram.
Fra kirkens første århundrede stammer desuden døbefonten og en gravsten af granit, som nu ligger bag døren i våbenhuset.
Jørlunde kirkes videre historie kan vi følge århundrede for århundrede. Hvert århundrede har Jørlunde kirkes ejere og sognefolk tilføjet detaljer til deres kirke.
1200-tallet
Den nederste del af tårnet blev bygget i 1200-tallet, hvilket er ret tidligt for et tårnbyggeri. Og det er usædvanligt her på Sjælland at have et tårn bygget af smukt tilhugne granitkvadre. Bag orglet kan man stadig skelne den tilmurede tårndør. Når den er så lav, skyldes det, at gulvet her er hævet næsten en meter. Opgangen til tårnet inde fra kirken er nu spærret.
1300-tallet
I første halvdel af 1300-tallet kom den gotiske stil til Jørlunde. For landet som helhed var det en hård tid (den sorte død, landets pantsætning til de tyske grever); men Jørlunde kirkes ejer havde råd til en gennemført modernisering af kirken. Bla.a. fik kirken sine hvælvinger ca. 100 år før de fleste andre landsbykirker.
Det var ved denne lejlighed, de gamle kalkmalerier blev hvidtet over. Dels var de efter 200 år blevet noget medtagne, dels var de blevet håbløst gammeldags.
Den gotiske tid krævede lys og lethed i kirkerummet, derfor blev også de små romanske vinduer i skibet erstattet af store, kunstfærdige gotiske vinduer. Vi har endnu rester af et af disse "nye" vinduer over døren til våbenhuset. Stumper af glasskår viser, at de har været forsynet med glasmalerier.
Derefter blev våbenhuset bygget, eller rettere sagt våbenhusene, for der har også ligget et ved den nu tilmurede syddør, mandsdøren. Sagnet siger, at den blev muret til, fordi en farlig Lindorm havde lagt sig udenfor. - Men den lindorm kender vi desværre ikke årstal på.
Våbenhusene blev bygget af grønglaserede teglsten. Man kan stadig se rester af glasuren øverst på øst- og vestmurene. Også våbenhusenes tag var grønglaserede.
Ombygningen afsluttedes med at kirken fik lagt et meget smukt gulv af kvadratiske teglflser med løver og griffe i lavt relief. Grønglaserede naturligvis. (Fig. 5).
Hvem har i 1300-tallets fattige og urolige tid haft råd til at bekoste dette luksus-byggeri? 1/3 af kirketienden skulle gå til kirkens vedligeholdelse, men det har ikke slået til. Vi kender ikke Jørlunde kirkes ejer på denne tid, men den lille kalkmalede bispefigur, som i skibets vesthvælv velsignende hilser kirkegængerne, kan give os et fingerpeg. Han har ikke glorie, så det er ikke en helgen. Det er snarere Roskildebispen, for det ser ud til, at Hvideslægtens gods i Jørlunde fulgte med Absalon til Roskilde bispestol.
1400-tallet
I 1400-tallets slutning byggedes sakristiet. Man kan endnu i døråbningen se hullet til den gamle dørlås. I sakristiets mur er et lille skab med jernlåge og spor efter ældre låsetøj. Middelalderens kalk og disk kan have været opbevaret her.
Få år senere blev den lille apsis revet ned og koret bygget større. Hvorfor mon? Måske ønskede den nye kirkeejer at blive begravet foran alteret? Den plads var som regel optaget af en tidligere kirkeejer. Men hvis man flyttede alteret, skaffede man sig en ny hædersplads foran dét. Eller måske ville man skaffe plads til en af de udskårne gotiske fløj-altertavler, som enhver kirke med respekt for sig selv anskaffede på den tid?
Vi kan kun gætte. Vi har ikke en stump bevaret af Jørlunde kirkes middelalderlige træskærerarbejder. Den eneste mindelse om den tids alterparti er det lille hul i hvælvingens top. Derigennem har rebet gået til messeklokken, der ringede ved nadverens indstiftelse.
Sidst i middelalderen blev tårnet forhøjet og fik den røde tophue med de fine blændingsgavle, som står smukt mod den hvidkalkede kirke.
1500-tallet
I 1510 blev der i skibets vestfag malet en række dommedagsbilleder, som nu er forsvundne. Øverst på væggene: De syv Dødssynder: Overmod, Vrede, Livslede, Gerrighed, Misundelse, Frådseri og Løsagtighed. Nedenunder var malet de helvedsstraffe, der svarede til (Fig 6A). På nordvæggen, øst for vinduet, var malet en smuk Sct. Peter, der lukker de salige ind i Himlen (Fig 6B). På hvælvet ovenover må have været malet Kristus som Verdensdommer, og nok også flere af de dommedagsskildringer, hvis uhygge senmiddelalderen svælgede i. Tre af dødssynderne og Sct. Peter er nu aftrukket og kan ses i Nationalmuseets udstilling på Spøttrup slot.
Efter reformationen
Fra 1500-tallets slutning stammer det store tunge dåbsfad af malm. Indskriften lyder i nutidig retskrivning: "Hr. Anders Grimmersøn, sognepræst til Jørlunde kirke og Mads Ipsen i Sperrestrup, Anders Monsen i Jørlunde, Kirke-værger, lod støbe dette bækken til Jørlundes font til Guds ære 1589."
De samme tre mænd skænkede 1588 det hjemme-berettelses-sæt (kalk og disk i sølv), som stadig bruges. Præsten Anders Grimmersøn ligger begravet bag alteret.
1600-tallet
Fra dette århundrede er bevaret flere ting: I tårnet står det gamle, håndsmedede urværk fra 1600-tallets begyndelse, og den ældste klokke (som er af malm) fra 1608, den anden er af støbejern fra 1884.
Kirkens store altertavle bærer årstallet 1613 og er en gave fra Chr. IV. Den var oprindeligt malet i meget stærke farver: rød, hvid, grøn, blå, guld, sølv og rød og grøn sølvlazur. - Det har været som at se ned i en æske julepynt. Dens nuværende farver er valgt til at harmonere med kalkmalerierne.
Tavlens korsfæstelsesbillede er malet efter et af tidens yndede kobberstik. Ovenover ser vi Jesu Opstandelse "Som den gyldne sol frembryder gennem den kulsorte sky", som nabopræsten Kingo i Slangerup skrev senere i århundredet.
I topfeltets gavl er det blevet en beskeden plads til Gud Fader. Altertavlens latinske indskrifter betyder:
Øverst: "Han, som blev givet hen for vore overtrædelser og blev oprejst til retfærdighed for os." (Rom. 4,25).
Nederst: "På sit legeme bar han selv vore synder op på korset, for at vi, døde fra synden, skal leve for retfærdigheden." (1.Pet. 2,24)
I øvrigt er tavlen et opbud af Chr. IV.s tids stil: symboler på frugtbarhed og styrke, svulmende eksotiske frugter og svulmende damer, som ved nærmere eftersyn viser sig at være dyderne Tro, Håb og Kærlighed. Det er troen til venstre, selv om hun har tabt korset. Til højre Håbet med en due, og øverst Kærligheden med to børn. Også den anden kvinde øverst skal vistnok repræsentere kærligheden.
De to våbenskjolde er Chr. IV.s og hans dronning Cathrine af Brandenburg (død 1612). På denne tid havde kongen nemlig købt hele Nordsjælland med kirker og gårde. Kongene ejede altså også Jørlunde kirke, og sognets folk var de næste 200 år fæstebønder under Frederiksborg slot.
En mindetavle på tårnets nordvæg fortæller da også, at da kirken 1654 blev "renoveret", var det slotsherren på Frederiksborg, Otto Pogwish, der ønskede at blive mindet herfor.
Panelet omkring alteret med apostelbillederne er fra o. 1660. Billederne har oprindeligt siddet på et pulpitur i kirkens vestende. I koret har også stået en præste- og en degnestol fra 1640, de opbevares nu af Nationalmuseet i Brede.
På alteret står to store lysestager af messing. Indskriften fortæller, at de er skænker af Matias Hasse "med sin kjære hustrue" 1660. Hasse var en krigsbogholder, som havde lånt kongen penge under svenskekrigene, og havde fået flere af sognets gårde i pant, og sikkert også Jørlunde kirkes indtægter mod at holde den vedlige. Den slags "privatisering" var ret almindelig i tiden, men sjældent til gavn for kirken.
I 1682 døde præsteenken Anna Sørendatter og skænkede ved sin død kirken den vinkande og oblatæske af sølv, som vi stadig bruger ved nadveren. Sammen med sin datter og svigersøn skænkede hun også den messinglysekrone, der nu hænger i skibets vestfag.
Anna Sørensdatter var gift med præsten Gudmand Svendsen. Da han døde 1661, gik det efter almindelig sædvane: den nye præst, Sigvard Bilde, måtte gifte sig med enken for at få embedet. Fru Annas mening om den sag aner vi, da hun endnu i 1682 på lysekronen og oblatæsken kalder sig "Hr. Gudmand Svendsens Efterleverske".
Øverst på lysekronen ses det gamle symbol for Kristi død: pelikanen, der hakker sig selv til blods for at mætte sine unger.
1700-tallet
Fra dette århundrede stammer vores nuværende kalk og disk med forgyldning.
1754 lod præsten David Jendrich Schindler male den præstetavle, som nu hænger bag orglet med præsternes navne siden reformationen.
1800-tallet
Fra begyndelsen af dette århundrede stammer salmenummer-tavlerne, et vidnesbyrd om de nye tider: nu har de fleste i sognet lært at læse, og de har råd til at købe sig en salmebog.
I de næste årtier anskaffes dåbskanden af tin og prædikestolen, og efter krigene i 1848 og 64 opsattes mindetavlen over de faldne her fra sognet.
Men det, der i dag især præger kirken af 1800-tallets arbejder, er fremdragningen og opmalingen af de gamle romanske kalkmalerier. De blev som nævnt fundet 1864 og havde da stået gemt under hvidtekalken i 500 år. Ved samme lejlighed blev kirken udvendig pudset med et tykt lag cement. - Den tids "smarte" materiale.
1900-tallet
Det sidste århundrede har mest bidraget til kirken med tekniske ting. Der blev lagt varme ind og elektrisk lys. - Idag begriber vi ikke, at man kunne undvære de ting i de foregående 800 år. Det første orgel kom også o. 1900.
Den syvarmede lysestage på alteret blev skænket til kirken i 1924.
I 1963-65 blev kirken gennemrestaureret. Gulvlagene blev undersøgt, og mange detaljer fra kirkens århundredgamle historie dukkede frem. Kalkmalerierne blev restaureret, og et par hidtil ukendte blev som nævnt fremdraget og aftrukket. Efter restaureringen fik kirken nye vinduer, stolestader og orgel, og alt inventar blev malet i lyse farver, der kunne harmonere med de gamle kalkmalerier.
De to messehagler blev skænket kirken af givere her fra sognet, den røde i 1965 og den grønne, som er tegnet af Bodil Kaalund, i 1985.
Det seneste større arbejde på kirken var i 1989, hvor det grå cementlag fra 1864 blev fjernet, så Jørlunde kirke nu atter står hvid og rød, som i sine unge dage.
Og i oktober 2000 blev vort nye årtusinde repræsenteret med en gave til kirken: kirkeskibet, en model af skoleskibet Danmark, skænket af skoleskibets tidligere kaptajn.
|
