Opdateret 20/01/11

Mistillidens tyranni

”Tillid er godt, men kontrol er bedre.” Ordene er sagt af Lenin, og de har muligvis haft deres berettigelse i opbygningen af en totalitær stat. Men alle andre steder gælder det modsatte.

Uden tillid kan vi ikke leve
Se bare på kærligheden: En jaloux ægtefælle vil kontrollere. Hun vil have beviser på noget, der ikke kan bevises, men kun tros. Selvom man går med til at ringe hjem hver time og nøje redegøre for sin færden, aldrig foretager sig noget som helst uden at det kan bekræftes af mindst to uafhængige vidner, så hjælper det ikke den jaloux. Det, som har lidt skade er nemlig tilliden, og derfor er jalousi en så smertefuld tilstand, og kan ofte være en trussel mod kærligheden, fordi man i sin iver efter kontrol spærrer den anden inde i et fængsel af mistillid.

Hvis man ikke har bare en eller grad af tillid til dagen i morgen, er der ingenting at stå op efter, og man kan ligeså godt trække dynen op over hovedet og blive i sengen.  Når livet er allermest vanskeligt er det også det, der er på spil: At man mister tilliden til, at det nogensinde bliver anderledes.

På Jørlunde Sommerhøjskole fortalte psykolog Jørgen Felding om sit arbejde med voldelige unge. Når disse unge mennesker skal forklare, hvorfor de slog løs på et tilfældigt menneske, giver de ofte grunden, at han stirrede ”ondt” på dem, eller lignende. De opfatter verden som truende, og andre mennesker som nogen, der dybest set er ude efter dem og vil dem ondt. De har mistet tilliden til andre. Det skyldes ofte en barndom, hvor de har været udsat for gentagne svigt af uduelige forældre og andre voksne. Den psykologiske behandling af disse voldelige unge, har et mål: At genskabe tilliden til verden, tilliden til andre mennesker. Kun sådan kan aggressionerne tøjles.

Man kunne nævne mange andre eksempler på, hvor vigtig tillid er. Den er også skrøbelig: Alle har vist gjort den erfaring af at tilliden til et andet menneske utroligt kan forsvinde på få øjeblikke. Skal man opbygge tilliden igen, er det til gengæld noget, der kræver lang tid, og gentagne erfaringer af, at den anden er til at stole på.

Mistillids-kultur
Desværre er vi umærkeligt ved at opbygge et samfund, hvor vi er blinde for, hvor vigtig tillid er. Indenfor alle brancher, men måske især i den offentlige sektor, er det kontrol, der er nøgleordet, ikke tillid. Hjemmehjælpere kontrolleres, så man kan sikre sig, at de gamle bliver vasket, når de skal. Skolelærere udfylder målskemaer og evalueringsrapporter, så de kan bevise, at skolebørnene lærer det, de skal. Politiet bruger kostbar tid på at dokumentere hvilket politiarbejde, de faktisk laver, måler hvor hurtigt de faktisk rykkede ud.  Selv arbejdsløse går ikke fri, men skal dokumentere et bestemt antal månedlige ansøgninger!

Der går kostbar tid med det. Kresten Schultz Jørgensen, der har haft en ledende stilling på Det kgl. Teater skriver på sin blog, hvordan han talte sammen, at han brugte 55 % tid på, at dokumentere, at der blev danset ballet, øvet skalaer, syet kostumer, og hvad der ellers hører til. Tænk hvor meget teater, man kunne lave for de penge! Man kan ikke sige sig fri for den tanke, at de ekstra midler, man i de seneste år har tilført ældrepleje, sygehuse, politi, og andre sektorer, er gået til et forvoksede og uproduktive kontrol- og dokumentationssystemer.

Mistillidens menneskelige konsekvenser
Men det værste er, at kontrollen dybest set sender det signal, til alle, der bliver kontrollerede: Vi tro ikke på jer. Vi har ikke tillid til, at I yder det, vi forventer. Derfor skal I bevise det! Man kalder kontrollen for ”dokumentation” og spørger, om det ikke er rimeligt, at skatteyderne ved, hvad de får for deres penge. Det lyder alt sammen forførende rigtigt og sandt, og vi har vænnet os til at tænke på den måde. Men resultatet bliver en dræbende mistillids-kultur.

Det gør noget ved én at arbejde under de betingelser. Man reagerer ligesom ægtemanden med den jaloux hustru. Man gør hvad der bliver sagt, lader sig kontrollere, ringer hjem hver anden time, og hvad der ellers skal til, for man tror jo, at det er, hvad der skal til. Men der sker noget med ens humør. Glæden erstattes af dårlig samvittighed. Ubekymretheden af frygt. Frihed af tvang. I sidste ende kan det true den kærlighed, det hele dybest set handler om.

Ligesom jalousien kan være dræbende for kærligheden, kan de omfattende krav om dokumentation af hver bevægelse man gør, tære på arbejdsglæden. Det siger sig selv. Kontrol-kriterierne bliver et mål i sig selv, i stedet for de opgaver, det egentlig handler om at få løst. Og man må arbejde i en atmosfære af mistillid til at man gør det, man skal.

Nødvendighed?
Jamen, hvordan sikrer man sig så, at folk gør det, de skal? At fru Hansen faktisk bliver vasket bagi? Skal man måske læne sig tilbage i stolen i tillid til, at alle gør det, de skal? Hvor naivt er det ikke? Selvfølgelig skal man have tjek på dét. Men findes der virkelig ikke andre metoder til at identificere de få brådne kar og uduelige medarbejdere? Behøver man virkelig at underkaste alle et kontrol- og dokumentationssystem, der bygger på mistillid?
Det er naturligvis rigtigt, at den der viser tillid, ind imellem oplever at blive skuffet. At andre svigter tilliden. Tillid er en blottelse, og derfor er det ikke altid så nemt, for hvad hvis det går galt? Pointen er bare, hvad er egentlig alternativet? Gennem tillid ville man måske ligefrem opnå, at produktiviteten steg. At arbejdsglæde og engagement blev fremmet. Hvem ved?

Tro er tillid
Tillid er også helt grundlæggende i den kristne tro. For tro er dybest set tillid.
Ordet ”tro” har egentlige to betydninger på dansk: Det kan betegne en formening, man har, en usikker viden: ”Jeg tror, kampen vil ende med sejr”. Efter kampen vil min tro blive afløst af viden, for da vil jeg vide om de vandt el ler tabte. Den anden betydning af ordet er tillid. ”Jeg tror på dig, min dreng.” Det er ikke noget, der kan bevises, og det kan stadig være sandt, selvom junior ikke scorer og de taber kampen.

De to betydninger betyder desværre, at man nemt kan misforstå, hvad man mener, når man taler om tro i kristen forstand. Tro er først og fremmest tillid. Tillid til fremtiden, tillid til at jeg er i Guds hånd, tillid til at jeg er elsket, ja at alle mennesker er det. Modsætningen til tro er derfor ikke viden, men snarere mistillid.

Meningen med, at Jesus skulle sendes til os, var at Gud ville vise os tillid. ”Nu sender jeg min egen søn”. Men tilliden blev som bekendt svigtet, han blev korsfæstet, mens alle så passivt til eller stak halen mellem benene. På den måde kom han dog til at vise et endnu stærkere tegn på sin tillid, for Jesu blev på korset, han steg ikke ned og reddede sig selv. Han gjorde det i blind tillid til, at vi formår at omsætte det til tillid til verden, til Gud, til hinanden.

Så det kan godt være kontrol kan være godt. Men tillid er bedst.

Sognepræst Peter Nejsum
 

Jørlunde Præstegård, Bygaden 28C, Jørlunde, 3550 Slangerup. Tlf. 47 33 40 11