|
Dødens detektiver
Dødens detektiver er navnet på en meget spændende serie dokumentarudsendelser, der vises på DR 1. Serien er amerikansk, hvad der bl.a. betyder at den er fantastisk godt fortalt, og spændingen i den kriminalgåde, der er udgangspunktet for den enkelte udsendelse, opbygges meget effektivt. Det er svært ikke at blive hængende. Alle udsendelserne er opbygget på samme måde: En sonor herrestemme ridser forbrydelsen op: ”I 1997 gik den 12-årige Daisy Mae gennem parken på vej hjem fra sport. Hun dukkede aldrig op....” Efter at forbrydelsen er beskrevet, gerne krydret med et interview med de blege og forgrædte forældre eller hvem der nu er ladt tilbage, begynder det, der er udsendelsens egentlige ærinde: Opklaringen.
Brødkrummer og dækmønstre
Mønstret er igen hver gang det samme: Den grumme forbrydelse, der er blevet begået, efterlader politiets efterforskere med få eller tilsyneladende helt betydningsløse spor: Der er måske kun et dækaftryk, en rulle tape, hår fra et ryatæppe, eller lignende. Det virker umiddelbart som en uløselig gåde, men ved hjælp af sindrige kriminaltekniske analysemetoder lykkes det imidlertid altid efterforskerne at sætte forbrydelse og gerningsmand i forbindelse med hinanden. Det er ofte noget i stil med at en spektralanalyse af et hår fra et tæppe, fundet på ofret, godtgør, at det stammer fra præcis det samme ryatæppe, som den mistænkte har i sin entre, eller indviklede ballistiske beregninger af en pistolkugles bane viser, at det der skulle se ud som selvmord i virkeligheden var mord, og at det var konen, der trykkede på aftrækkeren og forsøgte at lyve sig fra det, eller at det lille stykke brød, man fandt i ofrets mund udviser i et kraftigt mikroskop den præcis samme krummestruktur som den halvt afgnavede doughnut, man fandt hos den mistænkte.
Retfærdigheden sker fyldest
Uanset hvordan det sker i det enkelte tilfælde, lykkes det altid kriminalteknikken at få sandheden for en dag, afsløre den skyldige, og få ham – eller hende – dømt. Og igen er slutningen altid den samme: Man ser forbryderen blive dømt, enten til døden (det er jo USA) eller til livsvarigt fængsel, man ser et interview med de efterladte, der glæder sig over at forbryderen fik sin velfortjente straf, og endelig – og det er også et helt fast indslag – hører man en af efterforskerne konkludere, at uden kriminal-teknikken ville denne forbrydelse aldrig være blevet opklaret.
Det onde overvindes
Det er naturligvis underholdning, på samme måde som en god krimi kan være det, men det tager på en særlig måde afsæt i virkeligheden, og er derfor også noget andet: Det er forkyndelse - ikke af kristendom, men af noget helt andet: I løbet af en halv time bliver der nemlig oprullet et mytologisk drama, der handler om ondskab og meningsløshed, og om hvordan den overvindes, hvordan det onde afsløres og fjernes, og retfærdigheden sker fyldest, så den meningsfulde og harmoniske verden kan genoprettes. Og den magt, der formår alt dette er naturvidenskaben, her i skikkelse af kriminalteknikken.
Naturvidenskab som afgud
Udsendelsesrækken forkynder altså, at naturvidenskaben er i stand til at overvinde det onde, uanset hvor bestialsk og meningsløst det fremstår, og sikre en verden, hvor retfærdigheden sker fyldest. Selv den mest snedige og udspekulerede ondskab afsløres og sættes på plads, så man kan sove roligt om natten. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange tilsvarende sager, der i virkelighedens verden aldrig opklares, for slet ikke at tale om de uskyldige, der dømmes, fordi der sker fejl. Den slags ville bare forstyrre det fuldendte verdensbillede, der forkyndes af Dødens detektiver.
Men det er ikke kun her, at naturvidenskaben gøres til afgud. Det sker mange steder, fx hos de fremtrædende ny-ateister som Richard Dawkins m.fl., hvor den naturvidenskabelige fornuft ses som det, der skal befri mennesket. Men det sker også mange andre steder, og er meget mere udbredt i vores måde at tænke på, end man skulle tro. Det sker ikke mindst i troen på, at der skal være en kur mod enhver sygdom, en tro som et utal af plattenslagere på det alternative overdrev nyder godt af. Man kan ikke acceptere, at der er sygdomme eller tilstande, man ikke kan stille noget op med. Forventningen til lægevidenskaben er, at de da må kunne gøre noget. Man kan bl.a. se det, ved, at det jævnligt sker, at de pårørende bliver meget vrede på den sygehusafdeling, hvor deres elskede far eller hvem det nu var, lå: De skulle have grebet ind noget før, have reageret hurtigere på de tegn der var, eller de gjorde ikke nok, eller ligefrem det forkerte. Selvfølgelig sker der fejl, men i de allerfleste tilfælde er det nu ikke lægerne, der slår folk ihjel, men sygdommen. Den vrede, der er forståelig nok, og som burde rette sig mod Gud, rettes mod naturvidenskaben, for den burde have kunnet have forhindret det onde.
Kristendommens modfortælling
De grundlæggende fortællinger, som kristendommen hviler på, siger noget andet. De tager ikke udgangspunkt i, at det onde er til, ligesom meningsløsheden, afmagten, fortvivlelsen og uretfærdigheden er det. Det er vilkår, som ikke lader sig afskaffe, så spørgsmålet bliver, hvordan man kan leve på de vilkår. I modsætning til hvad mange beskylder kristendommen for, modsiger den ikke den naturvidenskabelige erkendelse. Men den tager et helt andet udgangspunkt, nemlig hvad man gør, når man intet længere kan stille op. Da kan man nemlig stadig række ud efter Gud – den mulighed efterlader den naturvidenskabelige tro ikke, her er man alene med de kolde naturlove.
Påskens fortælling er bl.a. fortælling om afmagt og lidelse, men også om forsoning og om Gudsnærvær dér hvor livet gør allermest ondt og er allermest meningsløst. Kristus får ikke ondskaben til at forsvinde, og får ikke døden til at forsvinde. Men fortællingen hævder til gengæld at Gud alligevel er større end noget af alt dette, og at han er der, midt i det hele, hvor vi har allermest brug for ham. Han er til stede som den, der insisterer på, at der er en vej igennem - han gik selv hele vejen og trådte ud af graven påskemorgen.
Lad derfor blot ”Dødens detektiver” gøre deres arbejde, men tro ikke de fortæller hele historien. Fortællingen om Guds søn, der på sin helt egen måde udforskede døden, fortæller resten, og har tillige noget at sige i alle de tilfælde, hvor menneskelig klogskab og retfærdighedssans kommer til kort.
Sognepræst Peter Nejsum
|
