|
Tror du på julemanden?
Tror du på julemanden? Det er et spørgsmål man ind imellem stiller til børn. Hvis man stiller det samme spørgsmål til voksne, betyder det noget andet: Tror du også på julemanden? er udtryk for at den anden har sagt noget ufatteligt naivt eller blåøjet. At tro på julemanden er nemlig både barnligt og naivt.
Hvorfor egentlig? Hvis man med spørgsmålet mener, om man tror, julemanden er til, dvs. om han faktisk eksisterer, så må svaret nødvendigvis være: Ja, naturligvis. Det skyldes, at julemanden er en historisk person. Julemanden, som vi kender ham, er identisk med Skt. Nikolaus, som levede i det 3.-4. århundrede, og som de sidste mange år af sit liv (naturligvis blev han meget gammel) var biskop i Myra i det nuværende Tyrkiet. Julemanden er ikke hedensk overtro men noget så kristeligt som en biskop, en tyrkisk en af slagsen, men alligevel! Julemandens amerikanske navn afslører i øvrigt den rette sammenhæng: Her hedder han stadig Santa Claus, dvs. Skt. Nikolaus. Hans spændende historie kan følges på TV2 i december i julekalenderen ”Pyrus og alle tiders julemand.”
Den gavmilde Skt. Nikolaus
Når man hører om Skt. Nikolaus’ liv, forstår man godt, at han senere skulle blive den, vi kender som julemanden. Legenderne om ham viser mange af de gode egenskaber, man også tillægger julemanden: Gavmildhed, hjælpsomhed og forkærlighed for børn og unge. Der går fx mange historier om søfolk, som på mirakuløs vis reddes af Skt. Nikolaus – han regnes da også som søfolkenes skytshelgen, og mange havnebyer i Danmark har en Skt. Nikolaj kirke.
De tre piger
I en af de mest berømte legender optræder han som gavegiver, et træk som fylder meget i forestillingen om julemanden. Engang fik Nikolaus nys om, at hans nabo var i en meget ulykkelig situation. Manden var meget fattig, og han så ingen anden vej ud af elendigheden, end at sælge sine tre unge , smukke døtre til det lokale bordel. Sådan sker det jo desværre stadigvæk. Men Nikolaus sneg sig om natten hen til huset og kastede, uden nogen så det, en pung med guldstykker ind til den stakkels familie, så pigerne kunne reddes. Dette gjorde han tre nætter i træk, men den tredje nat blev han genkendt. Pigerne kunne imidlertid blive hos deres familie.
Ved en anden lejlighed sørgede han for, at tre drenge, der var slået ihjel, blev vakt til live igen, og at gerningsmændene blev afsløret. der findes mange andre legender om, hvor dan Nikolaus optræder som velgører, og ofte optræder han i forklædning, eller uden nogen ser ham. Men det er kun i historien om de tre piger han ligefrem kommer med ”julegaver”.
Popularitet
Skt. Nikolaus blev, som man nok kan regne ud, hurtigt en meget populær helgen, kun overgået af jomfru Maria. Han blev faktisk så populær i Italien, at man i 1087 drog af sted til Tyrkiet for at stjæle hans jordiske rester. De blev bragt hjem til Italien til byen Bari på Adriaterhavskysten, hvor man kan se dem den dag i dag. Det er ikke nødvendigt at sige, at man straks opførte en stor og flot kirke der, der kunne tage imod de valfartende pilgrimme. Et af Slangerups berømte bysbørn, Erik Ejegod, tog i 1098 på pilgrimsrejse til netop Bari.
Tror du nu på julemanden?
Man kan altså ikke lade være med at tro på julemanden – vel at mærke hvis man mener at ”tro på” betyder det samme som ”mener eksisterer”. For julemanden er jo til for så vidt, at det er ubetvivleligt, at der engang for mange hundrede år siden fandtes en vis Nikolaus, biskop over Myra.
Jamen, det er da ikke det, man mener!, kan man indvende. Nej netop: At tro på julemanden betyder snarere noget med, at en trivelig gammel mand, med hvidt skæg og muntre øjne kommer rundt til alle (artige) børn med julegaver. Det er naturligvis fuldstændig rigtigt – pointen er, at det utrolig tit er præcis det begreb om tro, man støder på i disse år, når skeptikere af enhver slags forholder sig til Det nye Testamentes beretninger om Jesus og hans liv.
Man sætter lighedstegn mellem Kristus-tro og tro på, at en række mere eller mindre overnaturlige hændelser har fundet sted præcis som de beskrives – som om kristendommen stod og faldt med det. det tror jeg ikke på, siger man, og mener: Det tror jeg ikke på er sket sådan. Hvordan kan Jesus fx være født af en jomfru, fx? Det kan ikke lade sig gøre. Man er optaget om, hvorvidt en beretning er ”rigtig” eller ej, og tro, mener man, det er mod bedre vidende at hævde, at sådan gik det til. Men det ville da være en fattigt tro.
Kedsommelige kendsgerninger
Tro er imidlertid andet og mere end at mene, at dette eller hint faktisk er til. Det viser eksemplet med julemanden. At tro på Jesus er jo noget andet og mere end at mene, at der engang levede et ekstraordinært menneske ved navn Jesus af Nazareth, at han samlede en hel del tilhængere, og at han blev korsfæstet og blev lagt i en grav, som tre dage senere blev fundet tom. Det er alt sammen noget, det ikke giver nogen mening at betvivle, akkurat som det ikke giver nogen mening at hævde, at Nikolaus aldrig har levet. Det er i virkeligheden kun kedsommelige kendsgerninger, som ikke i sig selv har noget med tro at gøre. Tro handler derimod om, hvad det betyder for den der tror – hvad enten man tror på julemanden eller på Kristus.
Tro er tillid
En af de bedste definitioner på tro er, at tro er tillid. At tro på julemanden er tillid til, at han hver jul kommer med gaver. Det er jo så her troen på julemanden halter; som oftest må mor og far hjælpe lidt til, hvis ikke selv de artigste børn skal blive skuffede.
At tro på Kristus er også tillid – ikke tillid til at han kommer med julegaver, men tillid til at Gud i ham har vist os, hvem han er, og har vist os, at han vil os. Det er tillid til, at vi har del i det liv, der er stærkere end døden, at vi aldrig mere behøver være bange for, at mørket lukker sig endegyldigt omkring os. Det er det vi fejrer jul på – med eller uden julemand.
Sognepræst Peter Nejsum
|
