Opdateret 20/01/11

Fire myter om ateisme og kristendom

1. Religion er en privatsag
Er det nu også det? Kan man overhovedet opdele mennesket i et ”privat” menneske og et ”offentligt” menneske? Er det ikke meget forlangt, at man skal afføre sig sin religiøse tro, når man går ud af sin hoveddør, ligesom man stiller sine hjemmesko? Kan man overhovedet det? Vil man ikke grundlæggende være den samme, om man er ude eller hjemme? Vil man ikke medbringe sine værdier, grundlæggende overbevisninger og målestok for godt og ondt?

Og hvorfor er religion egentlig ikke også et offentligt anliggende, når sygdom er det? Eller barnløshed? Eller avantgarde-kunst? En masse forskellige områder af den enkeltes liv er i forvejen reguleret eller ligefrem understøttet af det offentlige, fordi der i et gennemreguleret samfund som vores næsten altid også er en offentlig side af en sag.

Man forstår jo godt hvad der menes: Det er indlysende at religiøs overbevisning er noget den enkelte må afgøre med sig selv. Man kan ikke tvinges til at antage en bestemt religion eller deltage i bestemte religiøse ceremonier. Det er selvfølgelig også indlysende, at man ikke må forulempe andre, fordi ens religion byder det. Vi skal alle sammen være her.

Konsekvent at ville forvise religion til privatsfæren er ikke bare naivt, men underligt umoderne i en verden, hvor det private og det offentlige i forvejen er vævet ind i hinanden.

2. Religion og politik skal være skarpt adskilt.

Det er meget nemt at komme i tanke om eksempler på, hvor galt det kan gå, når man fører politik i Guds navn, og dermed gør Gud til gidsel i sine, som regel temmelig verdslige, konflikter.

Men hvad er politik egentlig? I et demokrati har politik har med holdninger at gøre. Holdninger udspringer igen af de værdier, vi har, dvs. vore grundlæggende forestillinger om, hvad det gode liv er. Det er disse forestillinger om det gode liv, vores menneskesyn og vores syn på den verden der omgiver os, der bestemmer vores politiske holdninger.

Hvor stammer de så fra? Mange forskellige steder, vil man kunne hævde, men det er så grundlæggende værdier, at religiøse forestillinger naturligvis også har været med til at forme dem. Hvordan vil man kunne holde den slags adskilt? Så skulle man formene troende mennesker adgang til det politiske liv, hvad der ikke bare ville være absurd, men udemokratisk. Ateisten har jo også en vision af det gode liv, som han tror (!) på, og som han lægger til grund for sine holdninger til dette og hint. Diskvalificerer det på forhånd en holdning, at den udspringer af et religiøst menneskesyn?

3. Religiøse argumenter er ubrugelige
Det er rigtigt, at et argument som: ”Det er sandt fordi det står i Bibelen!” eller: ”Jeg har ret, fordi mit synspunkt er udtryk for Guds vilje” ikke duer, og mest er i familie med det velkendte argument fra børneopdragelsen: ”Fordi jeg er voksen, derfor!”.

Men selvom nogen skulle finde på at argumentere sådan, ville det jo ikke gøre noget videre indtryk. I et demokrati som vores er det argumentets styrke, der bærer det, og ikke en påstået bagvedliggende autoritet. Det er – heldigvis - meget lidt, der har autoritet i sig selv. Autoritet får man først, når man tillægges autoritet, dvs. at man så at sige skal gøre sig fortjent til den. Selv hos lægen tropper folk jo op med adskillige sider printet ud fra net-doktoren. Hvis man vil overbevise nogen, nytter det altså ikke blot at henvise til en autoritet, som den anden ikke anerkender. Man må argumentere, og heldigvis kan man argumentere ud fra sin religiøse overbevisning på mange andre måder – ja spørgsmålet er om kan lade være, da det er den der former ens holdning til tilværelsen.

Ateisterne afviser religiøse argumenter fordi de ikke hviler på fornuft. Fornuften sættes ikke ud af spillet, blot fordi man argumenterer ud fra sin tro. Fornuften benytter man til at analysere et problem, dvs. til at finde frem til, hvor det er, det er ens forskellige holdninger, der skiller, når man diskuterer fx etiske problemer. Når man så skal ”omsætte” sin holdninger til praksis, er det igen fornuften, der træder til. Hvordan opnår man bedst at den svage værnes? Hvordan beskytter man bedst menneskets værdighed?

Ateisten argumenterer jo også ud fra sin grundlæggende overbevisning. Det er en sejlivet myte, at ateisten kan sætte sig ud over dette, ved at henvise til, at her er det alene fornuften, der tæller. Så skulle alle ateister være enige, og det tror jeg ikke er tilfældet. Nej, der nemlig også noget der er ”helligt” for ateisten, selvom han eller hun ikke begrunder det religiøst.

4. Religion strider mod fornuften
Den mest klassiske og mest genstridige indvending mod religion, er at den strider mod fornuften. Religion er udtryk for manglende eller ufuldstændig viden. ”Man skal ikke tro, man skal vide”, lyder et gammelt mundhæld. Da man endnu ikke vidste, at universet er blevet til ved et ”Big Bang” for milliarder af år siden, troede man i stedet, at den er skabt af Gud. Nu er man blevet klogere, og man må derfor forlade den gamle tro. Sådan lyder ræsonnementet.

Derfor kunne man også forvente, at i takt med at videnskaben kan besvare flere og flere spørgsmål, at religionen vil blive trængt mere og mere tilbage, for til sidst helt at forsvinde. Men man skal ikke følge særligt meget med for at se, at sådan er det ikke gået. Det skyldes jo, at selvom videnskaben ganske rigtigt har gjort store fremskridt, vil den aldrig vil svare på, hvad meningen med livet er, hvorfor vi er her og hvordan vi bør forvalte de muligheder, vi har.

Ateisten Martin Krasnik sammenlignede for nylig meget nedladende troen på Gud med at tro, ”at der svævede et stort lyserødt badedyr rundt i stratosfæren”. Men tro har dybest set ikke særligt meget at gøre med at fastholde eksistensen af overnaturlige skabninger. Snarere er det et billedsprog, der gør en i stand til at tale om det, der er ellers er svært at tale om: Meningen med livet, at skulle leve med døden, den undren der kan gribe én over det fantastiske ved at være til, den afmagt vi kan føle, når vores verden braser sammen mm.

Tro i religiøs forstand er ikke en usikker viden, men derimod en bestemt holdning til livet, en tillid til den magt der står bag det, som er til. Fornuft og tro kan derfor sagtens gå hånd i hånd, for de betragter blot virkeligheden på to forskellige måder.
Den troende kan i sagens natur ikke bevise at han eller hun har ret - men det kan ateisten heller ikke. Det har de til fælles.

Sognepræst Peter Nejsum
 

Jørlunde Præstegård, Bygaden 28C, Jørlunde, 3550 Slangerup. Tlf. 47 33 40 11