|
Kokos-nadver
Skærtorsdag fejrer vi, hvordan Jesus, under det traditionelle påskemåltid med disciplene, tager et brød og et bæger vin og indstifter den kristne nadver.
Kristne har lige siden holdt dette i hævd. I vore dage er det desværre blevet sådan, at det måltid der skulle forene menigheden, i stedet splitter den. Nogle går til alters, andre ikke. ”Det er nok noget for de særligt troende”, er der måske nogle der tænker. Andre synes måske, det er meget svært at forstå, og det nok kræver, at man forstår. Selv faguddannede teologer kan blive stive i blikket og få grødet stemme, når de skal forklare nadveren. Her er vi ved noget, der er meget svært tilgængeligt, kan vi forstå. Sandt er det i hvert fald, at nadveren i kirkehistoriens løb har givet anledning til mange indædte diskussioner.
Indisk inspiration
Måske kan man kaste nyt lys på sagen ved at vende blikket mod Indien. En god ven, jeg har, er lige vendt hjem fra en teologisk konference i Sydindien. Hun har levende fortalt om denne sydligste stat, der hedder Kerala, et navn der egentlig betyder kokos-land. Området bærer sit navn med rette. Overalt befinder man sig under høje slanke kokospalmer og kan hyppigt lægge hovedet tilbage og iagttage adrætte inderes kravlen mod toppen, hvor de skærer nødderne fri med store brede knive. Så gælder det ellers om at holde afstand, for en kokosnød der kommer susende far mange meters højde rammer hårdt. Meget hårdt.
Kokospalmen udgør eksistensgrundlaget for mange mennesker her. Der laves mad af den, man drikker kokosmælken, den halverede nøddeskal kan bruges til mange formål, og kokospalmens blade bruges som en del af tagbeklædningen, der skiftes ud en gang om året. Overvældes man af tropisk varm midt på dage, fortæller hun, er det en meget populær – og meget hygiejnisk – læskedrik end en frisk kokosnød, hvori man laver et lille hul i, hvor et sugerør akkurat kan stikkes ned.
Etnisk nadver
I Kerala bor der forholdsvis mange kristne i forhold til andre dele af det store land, hvor hinduismen er den altovervejende religion. Kristendommen appellerer ikke mindst til de kasteløse, der her finder en menneskelig værdighed, de ellers ikke oplever meget til. Det kristne trosindhold er naturligvis i store træk det samme, men formerne er ind imellem meget anderledes, fortæller min ven.
For eksempel fortælles det, at man af og til holder altergang, hvor de traditionelle nadverelementer brød og vin er udskiftet med kokosnød og kokosmælk.
Kan man det? Jeg har lige tilrettelagt konfirmandernes egen gudstjeneste, og nadverbrødet var et punkt, de var meget opsat på at lave om. De mente, at hvis de ledte i kirkens skraldespand, ville de finde en masse papkasser med små huller i, som var opstået, fordi jeg havde skåret oblaterne ud af dem! I stedet havde de meget fantasifulde forslag til, hvad man burde uddele i stedet for oblater. Jeg rådede dem dog til at holde sig til brød i en eller anden afskygning, da jeg kunne forudse, at der ville blive rynket på næsen, og at ikke mindst de selv ville være utilpasse ved at stå med noget, der lød rigtig sjovt, da man talte om det, men var knap så sjovt, når man oplever ritualets alvor. Men hvorfor skal det egentlig være sådan?
Kokosnøddernes dybere betydning
Disse indere bruger altså indimellem kokosnød og kokosmælk. Spørger man hvorfor, er det ikke kun fordi det er lige ved hånden. Det har en dybere årsag. Kokos-elementerne hjælper alle til at forstå, hvad nadveren betyder. For dem er kokosnøden livsnødvendig. Den giver dem grundlæggende alt, hvad de skal bruge for at opretholde livet: Den giver dem føden, dens blade beskytter dem mod den brændende sol og den voldsomme monsun, og føler de sig truet på livet af sult eller uvished og fejlslagne planer, kan de lægge hovedet tilbage og se op i den nærmeste palmetop, hvor nye nødder altid er på vej. Den giver dem altså også håb og ny fortrøstning i mødet med en vanskelig fremtid.
Sværere er det ikke. Sådan kommer Keralas kokosnøds-teologer til at gøre rede for det der er nadverens dybeste betydning, også her os i det kolde, liturgisk korrekte Norden.
Velbekomme!
Sognepræst Peter Nejsum
|
