Opdateret 20/01/11

En værdig død?

I sommer foretog analyseinstituttet Epinion en meningsmåling, der fastslog, at 86 % af befolkningen går ind for aktiv dødshjælp. De svarer i hvert JA til, at ”alvorligt syge patienter, der lider ubærligt og ikke har nogen udsigt til forbedring” bør kunne få aktiv dødshjælp hvis de ”frivilligt og velovervejet” anmoder om det. Det satte atter spørgsmålet om aktiv dødshjælp til debat, og denne artikel er også et indlæg i den debat.

Det er et emne, der rejser en række meget vigtige spørgsmål, ikke bare om, hvad en værdig død er, men også om lidelse, hvordan vi forholder os til den, og i sidste ende, hvad der gør livet værd at leve. Når man i sådan en undersøgelse får en så høj ja-procent skyldes det efter min mening, at spørgsmålets formulering systematisk eliminerer de argumenter, der måtte være imod aktiv dødshjælp. Det vil jeg forsøge at argumentere for i det følgende.

Livet som helligt
Når spørgsmålet om aktiv dødshjælp er så vanskeligt et spørgsmål, skyldes det bl.a. at vi har en fornemmelse af, at livet er helligt. I kristendommen er det begrundet med at vi er skabt af Gud, og at Gud selv blev menneske i Jesus. Livet er helligt: Der skal endog meget gode grunde til at overskride den grænse, det er, at slå et andet menneske ihjel.

Ole Hartling, der er formand for etisk råd, nævnte, da han holdt foredrag i forbindelse med Jørlunde Sommerhøjskole sidste år, at en læge i Holland, hvor aktiv dødshjælp er tilladt under visse betingelser, afslog at yde aktiv dødshjælp den dag, ”fordi det var hans datters fødselsdag”. Ubevidst viste denne læge altså, at livet besidder en hellighed, der gør at man ikke tager et liv, når man fejrer at livet blev til. Var det virkelig en ren og skær barmhjertighedsgerning, ville det vel slet ikke være nødvendigt at tage sådan et forbehold? Andre læger kan have det anderledes, og måske er en henvisning til, at livet er helligt, ikke et argument, der kan stå alene.

Angsten for lidelsen
Der er ingen tvivl om, at angsten for at enøjede og ufølsomme læger holder kunstigt liv i et menneske med alle til rådighed stående teknologiske hjælpemidler, langt ud over enhver rimelig grænse, sidder dybt i enhver af os. Det burde nu ikke være sådan, for der er faktisk allerede i dag en praksis, hvor man eksempelvis ikke vil behandle en lungebetændelse, der støder til en døende og svag patient, selvom patienten teknisk set vil dø af lungebetændelsen. På samme måde vil man også give morfin eller andet smertelindrende, selvom det vil forkorte livet. Man kunne kalde det passiv dødshjælp, og den praktiseres allerede på landets hospitaler.

Aktiv dødshjælp er imidlertid noget grundlæggende andet: Her slår man aktivt patienten ihjel. Som meningsmålingsinstituttets formulering lyder når patienten ”lider ubærligt” og ”ikke har udsigt til forbedring”. Lidelsen er den egentlige grund til, at man overhovedet kunne få den tanke, at lovliggøre at slå et andet menneske ihjel. Alle, der har prøvet det, ved hvor smertefuldt det er at se et menneske man holder af lide – og intet kunne stille op. Afmagten i den situation kan være ubærlig, når der ikke er noget at gøre, og intet der hjælper. Døden ville være en befrielse fra lidelsen, hedder det.

Men det hedder omlidelsen at den er ”ubærlig”. Der var jo ellers en anden mulighed, nemlig at bære lidelsen. På det medicinske område hedder det smertebehandling, der naturligvis ikke fjerner den, men gør den tålelig. På den menneskelige, eksistentielle plan, er det andre ting, der skal til for at kunne bære lidelsen.

Det kan for eksempel være, at lidelsen forlenes med en eller anden form for mening. Hermed mener jeg ikke en forklaring, altså en indsigt i, hvorfor man mente, man blev syg. Den slags spekulationer er sjældent frugtbare. Mening kan derimod handle om, for hvis skyld man bærer den. At den døende gerne vil skåne de pårørende for at vide, hvor ondt det gør, kan fx være en måde at gøre lidelsen meningsfuld på. Ved at bære lidelsen, skånes de.

At tale for at skal bæres, betyder også at man regner lidelsen for en del af livet. Selvfølgelig skal den minimeres og helst skaffes ud af verden, men tilbage står, at der findes en lidelse, der må bæres.

Når analyseinstituttet bruger ordet ”ubærlig” om den lidelse, patienten skal befries fra, sætter de dette argument ud af kraft. Så siger de jo indirekte, at den ikke kan bæres, og derfor er det i sig selv urimeligt at forlange, at den skal. Så er det svært ikke at sige JA til det, de spørger om.

Frihed for hvem?
Døden skal befri den syge fra lidelsen. Men præcis her der et vigtigt spørgsmål, der melder sig, og som man må tage stilling til: Hvem befrier man egentlig? Er det alene den lidende patient? Er det ikke også den pårørende, der i afmagt må se til? Møllehave fortæller gribende om sin gamle mor, som havde et langvarigt og smertefuldt dødsleje, at man bare ønskede hun måtte få fred, ja var det eneste rigtige ikke at hjælpe hende dertil? Pludselig kunne så få et blik fra hende, som lyste op, og som tydeligt fortalte at livet stadig var livet værd, og han blev flov. Det rejste præcist det spørgsmål: Hvem var det egentlig han ville befri - hende? Eller sig selv?

Nu forestiller man sig, at det er den pågældende selv, der skal bestemme. Men man skal ikke have meget fantasi til at forestille sig, at sådan en beslutning kan tages af hensyn til de efterladte. Det er en oplevelse, jeg har gjort mange gange, at den døende vil gøre utroligt meget for ”ikke at være til besvær”, og der er ikke langt til at det ville opleves som et pres at bede om den dødbringende sprøjte, hvis muligheden forelå. Ikke for at befri sig selv, men for at befri de pårørende. ”Frivillig og velovervejet”, hedder det imidlertid i Epinions spørgsmål, at beslutningen skal være, og så er det argument elimineret.

Frivilligt og velovervejet
Hvornår kan en så alvorlig beslutning egentlig siges at være ”frivillig og velovervejet”? Et er for eksempel, hvad man siger når man er rask og rørig og ikke kan forestille sig at skulle ligge dér og intet kunne og være fyldt med smerter. Så hellere død. Men dette billede kan meget vel ændre sig. Mennesket er en besynderlige skabning, der kan tilpasse sig de mest umulige livsvilkår. Som kan finde glæde og håb og trøst dér hvor andre kun kan se håbløshed og usselhed.

Livet bliver meget småt for den døende, men derfor kan det stadigvæk være et liv – også selvom ingen af os ville ønske at bytte. Små ting kan give stor glæde i sådan et liv. Et kendt ansigt, solens varme stråler, en dag med lidt færre smerter. Det er bare uendeligt svært at forestille sig, at sådan et liv vil være værd at leve – men derfor kan det udmærket være det. Det liv, man vil værdien af, når man blot forestiller sig det, kan sagtens vise sig at være det liv man klamrer sig til, når man er i det.

Desuden vil det ofte svinge meget i den situation. Den ene dag kan alt være uudholdeligt og håbløst – den næste kan små lyspunkter gøre den meningsfuld og tålelig. Hvad vil ”velovervejet” så sige i den situation? Ved at forudsætte, at beslutningen skal være ”velovervejet” ser man helt bort fra disse betænkeligheder, og så er det – igen – nemmere at svare JA.

Sandsynligvis havde man fået et andet svar, hvis man havde spurgt anderledes; hvis man ikke ét for ét satte de vægtige argumenter imod aktiv dødshjælp ud af kraft. Det må man da håbe, for der er meget vægtige grunde imod, så besnærende forslaget end lyder. Jeg tror derfor heller ikke at Etisk Råd, der enstemmigt har forkastet idéen, er galt afmarcheret. Det er nemlig ikke en værdig død.

Sognepræst Peter Nejsum
 

Jørlunde Præstegård, Bygaden 28C, Jørlunde, 3550 Slangerup. Tlf. 47 33 40 11