Opdateret 20/01/11

25 % forringelse af præsteembedet i Jørlunde

Den kirkelige betjening af Jørlunde kirke forringes med 25 %. Det vil være resultatet, hvis et forslag, som er udarbejdet af en arbejdsgruppe med biskop Lise-Lotte Rebel, provsten for Hillerød provsti og vores egen provst, Inge Bastkær Rasmussen, og som nu er til høring, vedtages. Forslaget siger nemlig at ”sognepræsten i Jørlunde forpligtes til at yde bistand i Slangerup sogn i et omfang svarende til 25 % af stillingen som sognepræst i Jørlunde”.

Baggrunden for forslaget er den situation, der er opstået med kommunesammenlægningen, som har givet anledning til at inddele kirkens administrative enheder, provstierne, på en ny måde. Som mange sikkert ved, besluttede Uvelse besluttet sig til at slutte sig til Hillerød kommune i stedet for, som resten af Slangerup kommune, at indgå i Frederikssund storkommune. Det har betydning for den kirkelige struktur også, for kirkeligt har Slangerup og Uvelse hørt sammen, og er blevet betjent af to præster i fællesskab, Caja Winterø, der bor i Slangerup, og Visti Christensen, der bor i Uvelse. Nu er det imidlertid tanken at de skal høre til hver sit provsti, og det betyder at arbejdsfordelingen pludselig bliver meget skæv, og at Slangeruppræsten vil sidde tilbage med mere end 6000 sognebørn – mere end dobbelt så meget som landsgennemsnittet. Der er ganske vist en 25 % hjælpepræst, der foreslås opnormeret til 50 %, men det er stadig en alt for stor arbejdsopgave.

Hvad har alt dette med Jørlunde at gøre? Ikke noget, ville man sige, hvis det ikke var fordi det forslag, der er lagt frem i høring, foreslår at ”hullet” i Slangerup lukkes ved at Jørlundepræsten pålægges at yde bistand i Slangerup i et omfang af 25 %.

Det må forekomme en lappeløsning for dem i Slangerup, men værre er det, at det betyder en mærkbar forringelse af det kirkelige aktivitetsniveau i Jørlunde sogn. Vores sognepræst skal, hvis forslaget vedtages, lægge 25 % af sin arbejdstid, i nabosognet, og de vil gå fra arbejdet i Jørlunde. Hvordan det præcis vil udmønte sig og hvad det konkret vil betyde, er ikke afklaret endnu. Men menighedsrådet vil gøre alt hvad di kan for at dette forslag bliver taget af bordet. Vi synes ikke et velfungerende sogn som Jørlunde skal undgælde for de strukturelle problemer, der opstår et andet sted i systemet, og det vil vi argumentere for i vores høringssvar.

Hvis nogen af bladets læsere har argumenter eller holdninger i denne sag, hører vi meget gerne fra jer. Så vil vi lade disse stemmer lyde i vores høringssvar også. Man kan kontakte menighedsrådets medlemmer, eller menighedsrådsformand Knud Olav Nissen, mail: knud-olav@os.dk, eller sognepræst Peter Nejsum, mail: pene@km.dk. Se telefonnumre og adresser bag på bladet. Jo flere, der giver deres holdning til kende, jo bedre.

Menighedsrådet, august 2006

Lidelser i sommervarmen

Hvis man ellers kunne forhindre at solens stråler i at skinne i fjernsynsskærmen, så har man kunne følge med i sommerens to store sportsbegivenheder: VM i fodbold og Tour de France. Udover alt det sportslige, dramaet, overraskelserne, de detroniserede favoritter, dopingskandalerne, så er der et træk, der er meget interessant: For de to begivenheder eksemplificerer to forskellige tilgange til lidelse.

Frispark
VM i fodbold: Aldrig har man set så mange veltrænede voksne mænd i fysisk topform, rulle sig i græsset, blot de fik det mindste skub eller berøring af deres hurtige fødder. Man skulle tro de var anderledes hårdføre og straks var i stand til at rejse sig og fortsætte spillet, men nej, de blev liggende, rullede sig endnu en omgang med ansigtet fortrukket i smerte, tililende fysioterapeuter og mænd med båre, parat til at bære ofret for modstandernes uretfærdighed fra banen.

Det er jo det, der er tale om: I de fleste tilfælde er det jo skuespil, der dækker over, at man vil tilkende sig en fordel, et frispark, et gult kort til modstanderen eller hvad det nu kan være, og derfor appellerer man, egentlig på en ret umandig måde, med sine lidelser til dommere og publikum. Det er et træk, der var særligt fremtrædende ved dette VM, synes jeg, og er et tegn på, at den gevinst man får ved at være offer og ved at være den, det er synd for, aldrig har været større, ikke bare på fodboldbanen, men overalt i samfundet. Den er nu så stor, at man som fodboldspiller gerne lader sig udstille på en måde, som strider mod de idealer om maskulinitet, der ellers behersker sporten.

Den barmhjertige samaritaner
Hvor kommer offermentaliteten fra? Det er jo ikke kun på fodboldbanen det giver points at være offer. På nyhedsredaktionerne er den bedste vinkel på enhver historie, hvem det går ud over? Hvem er offeret? Hvordan det er kommet så vidt er en lang historie, men udgangspunktet er egentlig godt nok. Det er lignelsen om den barmhjertige samaritaner. ”Gå du hen og gør ligeså”, siger Jesus, og gør samaritaneren, der i Jesu fortælling kom den overfaldne til undsætning og afhjalp hans lidelser, til forbillede. Det er et meget stærkt træk i den kristne tradition, og symboliserer et bestemt syn på lidelse: Lidelse skal afhjælpes, forhindres, lindres, behandles. Vores moderne velfærdsstat er i en eller forstand et resultat heraf.
At voksne, veltrænede mænd ruller sig i græsset og ømmer sig voldsomt over det mindste stød for at udnytte dette forhold til egen vinding, ændrer ikke ved, at vi her har at gøre med et markant og umisteligt træk ved det kristne syn på lidelse: At det er synd for den der lider, og at lidelsen skal afhjælpes eller lindres.

De høje bjerge
Et andet syn på lidelse kommer til udtryk i cykelsporten, ikke mindst i det største og meste prestigefyldte løb af dem alle, Tour de France. Cykling handler om lidelse og om at kunne stå lidelsen igennem. Det er derfor Bjarne Riis i sin tid kunne cykle tre etaper af Spanien Rundt med en brækket ryg, inden han måtte stå af. Det at køre så langt og så hårdt gør i forvejen så ondt, at en sådan ryg i virkeligheden ikke gør så stor en forskel. Det er også baggrunden for Octave Lapizes berømte råb efter arrangørerne, da Tour-feltet for første gang i 1910 skulle over pyrenæerne: ”I er mordere, ja mordere!”. TV-billederne af bjergetaperne taler deres eget tydelige sprog, især når der en sjælden gang imellem filmes ”bagfra”, hvor man kan se de forpinte ansigter hos de ryttere, der må slippe hovedfeltet, billeder der sætter de forrestes præstation i relief. Det er også fascinerende at følge de ryttere, der ikke har mulighed for at vinde, men som minimerer deres tidstab ved at køre i deres eget tempo opad og kæmpe deres egen kamp.

I cykling opnår man ikke noget ved at appellere til medlidenhed. Selv når ryttere i krise skal hjælpes op ad stigningerne, som vi så Michael Rasmussen gøre det for sin holdkaptajn Denis Menchov, så hjælpes man med at bære lidelserne, ikke fordi det er synd for ham, men for at han skal komme igennem uden at gå helt ned, med så lille tidstab som muligt.

Korsfæstelsen
Dette syn på lidelse har også en kristen grundfortælling: Korsfæstelsen. Jesu lidelseshistorie er jo netop fortællingen om en lidelse, der må bæres. Da Jesus natten før han skal dø, fortvivlet beder til Gud om at blive fri med ordene: ”Lad dette bæger gå mig forbi!”, tilføjer han: ”Ikke min vilje, men din”. De lidelser der venter forude var han helst fri for. Men noget vejer tungere, nemlig hans lydighed mod Gud, og derfor bærer han lidelserne, i tillid til Gud. Det er i virkeligheden denne tillid til Gud der er med til at gøre Jesu korsdød til noget særligt. I stedet for at svigte den opgave, der lægges på hans skuldre, og redde sig selv – en opfordring det ikke skorter på blandt vidnerne til korsfæstelsen – bliver han på korset, bærer lidelserne og fuldfører sin opgave som verdens frelser.

Nu er der naturligvis forskel på korsfæstelse og cykelløb, men pointen er, at det syn på lidelse, der afspejles, er det samme: Lidelsen skal bæres.

To slags lidelse
Der er altså to forskellige syn på lidelse i den kristne tradition: Det ene er, at lidelsen skal afhjælpes, det andet er at den skal bæres. Der er tale om en grundlæggende forskel mellem de to. I vores moderne kultur er der en tendens til at glemme det sidste aspekt: Her bliver al lidelse, noget der bør behandles, fjernes, afhjælpes eller i det mindste lindres. Nogen må gøre noget ved det, vi lider, ellers er det for galt, og vi har så svært ved de situationer, hvor der ikke er noget at gøre. Afmagten ved at se et andet menneske lide, er mange gange så ubærlig, at vi flygter fra den, i stedet for at blive der og hjælpe med at bære lidelsen. Kristendommen minder os nemlig igen og igen om, at der er en lidelse, der skal bæres, og en lidelse der kan bæres, fordi Jesus gjorde det, og dermed viste os Gud også er dér, hvor vi er, selv når vi er midt i det værste.

Begge aspekter er til stede, og det er den afgørende pointe. Så kan man jo stille sig selv det spørgsmål i denne varme sportssommer: Hvad gør jeg egentlig selv, når det ikke går som jeg vil. Ruller jeg mig i græsset og venter på, at der bliver fløjtet? Eller kæmper jeg mig stædigt op over bjergene i mit eget tempo?

Sognepræst Peter Nejsum
 

Jørlunde Præstegård, Bygaden 28C, Jørlunde, 3550 Slangerup. Tlf. 47 33 40 11