|
Afmagt
I takt med at vi mennesker får mere at skulle have sagt, får større magt, større indflydelse på vores eget liv, så øges også vores angst for afmagten. Måske kommer den bag på én, fordi man bildte sig ind, at man magtede alt, måske er man bare uvant med hvad man skal stille op – når der ikke er noget at stille op. Hvad grunden end er, skyer vi afmagten, vi kan ikke holde ud at der ikke er noget vi kan gøre. Men lige præcis det at kunne bære afmagten, at kunne være der ikke er noget at gøre, uden at prøve at stikke af, er en afgørende udfordring i ethvert menneskes liv. For livet er, på trods af alt hvad vi formår, stadigvæk noget vi ikke er herre over, og vi bringes igen og igen i situationer, hvor der ikke er noget at gøre, for os, eller for vores nærmeste.
Den værste afmagt, det er den der kommer af at, vi ser vores nærmeste lide. Og her bliver det pludselig meget problematisk hvis man flygter for afmagten – for så lader man den lidende i stikken. Alligevel skyer vi afmagten her, selvom det der var brug for, var at vi kunne del den med den der lider.
”Bare jeg kunne gøre noget…”
Når jeg er til lægen med et af mine børn (og man er rigtig tit til læge når man har små børn), så er det tit en ufarlig infektion af en eller anden slags, der gør at de har det skidt, og der i grunden ikke er meget andet at gøre end at vente på at det går over, så har jeg lagt mærke til at man ind imellem alligevel kommer hjem med en penicillin-kur. Det kunne jo være bakterielt. Lægen er glad for at kunne hjælpe, det er tomt bare at gå uden at få noget, det ligger ligesom i situationen, og vi forældre er glade for at vi kan gøre noget. Både lægen og forældrene ved at det nok ikke hjælper, men så kan man gøre noget. Så kan man give penicillin tre gange om dagen i 5 dage under hyl og skrig, og så synes man, man har gjort noget for sit barn. Det føles altså meget bedre end ikke at kunne gøre noget, bare at være der, vente på at barnet for det bedre, uden af kunne stille noget op.
Det er ikke nogen dårlig læge vi har, tværtimod, men det der sker er bare meget menneskeligt: Man vil så gerne kunne gøre noget. Give medicin. Hente et glas vand til den syge. Sige noget trøstende til den sørgende. Få den fortvivlede til at genvinde troen. Tale den der har vrangforestillinger til fornuft. Give den modløse håbet tilbage. Mange gange er det bare sådan, at man ikke kan gøre noget. At man ikke kan gøre den syge rask. At man ikke kan bringe den døde tilbage. At man ikke kan sige noget de forløsende ord, der med ét trylleslag får fortvivlelsen til at lette.
Hvad gør man så? Der er mange måder at sky afmagten på. En af dem er at henvise til eksperter. ”Har du talt med en psykolog?”, siger man til den fortvivlede. Mange gange er det der er brug for, ikke professionel hjælp, men et medmenneske at dele afmagten med, et menneske der ikke nødvendigvis behøver at gøre noget, men blot at være der. Men det kræver at man ikke skyer afmagten. Alt for ofte ser man desværre, at flugten fra afmagten betyder at vi flygter fra den syge, den sørgende, den fortvivlede, og dermed gør ham eller hende endnu mere ensom og endnu mere afmægtig. Mange gange
At bære afmagten
Hvordan kan man så bære lidelsen og afmagten? Ja, et af de mest gribende eksempler giver den jødiske psykiater Viktor Frankl, der overlevede rædslerne i Auschwitz. I sin bog ”Psykologi og eksistens” fortæller han, hvordan han i lejren ved en bestemt lejlighed holdt en improviseret prædiken en aften hvor humøret var på nulpunktet, efter en påtvunget fastedag. Han var sulten, slap, irriteret, men overvandt så sig selv.
”Jeg begyndte med den billige trøst”, fortæller han, ”at selv vor øjeblikkelige situation i den 2. verdenskrigs Europa i den sjette krigsvinter slet ikke var den frygteligste, der lod sig tænke.” Og han fortsætter: ”Derefter talte jeg om hvordan hver enkelt af os måtte spørge sig selv om, hvad han hidtil havde mistet af uerstatteligt (…) Sundhed, familielykke, arbejdsmæssig ydeevne, formue, social stilling – det var – sagde jeg – alt sammen ting, der kunne erstattes, noget man ville finde igen, noget man kunne skabe igen. ”Endnu har vi dog hele knogler!”
”Derefter talte jeg om fremtiden”, siger Frankl, og fortæller om hvordan han begyndte at tale om det menneskelige håb, som ikke lader sig kue: ”Fremtiden måtte stage sig trøstesløs ud for et nøgternt blik; jeg indrømmede, at vi alle sammen omtrent kunne regne ud, hvor ringe sandsynlighed der var for at overleve. (…) Jeg anslog mine chancer for at overleve til omkring 5 %. Og jeg sagde det til disse mennesker! For jeg sagde også til dem, at selv tænkte jeg ikke så meget som et øjeblik på at opgive det hele. Intet menneske kendte fremtiden, intet menneske ved, hvad den næste time måske vil bringe. Og selvom vi ikke kunne vente nogen sensationel militær udvikling i morgen – hvem kunne så bedre end vi med vor lejrerfaring vide, at der pludselig kan komme en stor chance, i det mindste for den enkelte: en uventet placering i en lille transport til en særkommando med særligt gode arbejdsbetingelser eller noget i den retning” Og så føjer Frankl til: ”ting, der nu engang er en lejrfanges længsel og højeste ”lykke”.”
”Lykke”?
Han bruger altså ordet ”lykke” – i gåseøjne ganske vist, men alligevel. Det er måske ikke ligefrem det ord, man ville finde på at bruge om det, der var disse forhutlede og udpinte fangers dagligdag. Men Frankl bruger ikke desto mindre ordet ”lykke”, for han ved at det et relativt begreb.
Vi har mange gange meget travlt med at dømme andres liv ”ulykkelige” eller ”uværdige”, især hvis det er liv der rummer meget færre muligheder end ens eget, eller hvis det er et liv fuld af lidelse. Selvfølgelig ville man ikke bytte sit velnærede og ubekymrede liv med en koncentrationslejrfanges, eller for et liv i kørestil, eller med en smertefuld, dødelig sygdom. Men vi mangler ofte sansen for at livet kan være værd at leve, selvom de både er smertefuldt og meget begrænset. Små dagligdags ting, kan være lykke i sådan et liv. Den kræftsyge der har en dag hvor det ikke gør nær så ondt. Den døende der på terrassen nyder solens varme stråler mod huden. Eller den lammes glæde ved at se børnebørnenes kåde leg.
Vi mangler sansen for, at et sådant liv kan have sin egen værdighed og mening.
”Hvis jeg nogensinde bliver lænket til en kørestol på den måde, så må I hellere slå mig ihjel” Den slags erklæringer hører man indimellem, og det er jo indlysende at ingen kunne tænke sig sådan et liv. Men hvis det virkelig endte sådan, så ville det være de færreste der virkelig ønskede at ens partner stod klar med en pistol og gjorde kort proces.
Diskussionen om aktiv dødshjælp, der indimellem blusser op, rummer efter min mening også et element af flugt fra afmagten. Man vil befri det menneske man holder af for lidelserne og et uværdigt liv. Men hvem er man egentlig, at man kan dømme om det liv er værd at leve? Og hvem siger, at det i grunden ikke er én selv man vil befri, nemlig for at den pinefulde afmagt det er at se et andet menneske sådan? - Det er i hvert fald et element man ikke uden videre kan feje af bordet.
Livets mening
Tilbage til den mørke barak i Auschwitz, hvor Frankl fortsætter sin prædiken, fulgt af sine lidelsesfællers blanke øjne. Han har talt om fremtiden, om at ingen ved hvad den vil bringe, og begynder nu at tale om fortiden:
”Jeg talte også om fortiden - om alle dens glæder og det lys, den selv i mørket kastede over vore dage. (…) Det, vi har virkeliggjort i vort svundne livs fylde, i dets væld af oplevelser, kan intet menneske tage fra os. Men det gælder ikke kun det, vi har oplevet; også det vi har gjort, det store vi har tænkt og det vi har lidt…alt det har vi reddet ind i virkeligheden, en gang for alle. Og lad det blot tilhøre fortiden – netop i fortiden er det sikret for al evighed!”
Et menneskes fortid er ifølge Frankl er medvirkende til at give menneskelivet mening. Og Frankl fortsætter med det, som han har bygget op til: At tale om mening. ”Til sidst talte jeg om den mangfoldighed af muligheder, man har for at fylde livet mening”. Igen – det er måske ikke lige det udtryk man ville bruge overfor koncentrationslejrfanger i Auschwitz ”en mangfoldighed af muligheder”, men det gør Frankl, og han udfolder hvad han mener: ”Menneskelivet har altid og under alle omstændigheder mening, og at denne uendelige mening med tilværelsen også omfatter lidelse og nød og død. Og jeg bad disse arme djævle, der lyttede så opmærksomt i den bælgmørke barak om at se situationens alvor i øjnene og alligevel ikke give op, men holde modet oppe i bevidstheden om, at selv det udsigtsløse i vor kamp ikke kunne rokke dens mening og værdighed. ”
Og så fortæller Frankl, hvad årsagen er, nemlig at vi ses midt i lidelsen, ”af en ven eller kone, en levende eller en død – eller en Gud”, og at den der ser venter af os at vi ikke svigter. Meningen kan også skyldes at man gør lidelsen til et offer: ”Jeg fortalte om den kammerat, der i begyndelsen af sit lejrophold havde bedt himlen om at få lov til at slutte en pagt: at hans lidelse og hans død måtte spare et menneske, han elskede højt for en pinefuld død. For denne mand var smerten og døden ikke meningsløs, den var blevet – et offer – fyldt af den dybeste mening.”
At gøre lidelsen til offer, sker også for nogen af de døende, jeg har haft kontakt med. Tit sker det at en døende vil spare sine omgivelser for se hans eller hendes lidelser. Det kan være til stor frustration for de pårørende, der så gerne vil ”tale om det”. Men for den døende selv kan dette offer, at bære sin smerte selv, netop være med til at gøre det meningsfuldt.
Effekten af Frankls prædiken udeblev ikke: Han så sine kammeraters ynkelige skikkelser med tårer i øjnene humpe hen til ham for at takke ham. Han viser også os, hvordan det liv, der fuld af afmagt, kan være dybt meningsfuldt – men det kræver at vi tør tage den på os. Den kristne har egentlig det allerbedste udgangspunkt for at turde være dér hvor afmagten er. En af de centrale tanker i kristendommen er nemlig, at Gud viser hvem han er i afmagt – nemlig i den korsfæstede Jesus. Men han lader det ikke blive ved det, men oprejser Jesus tre dage senere. Hvis den fortælling ikke skulle indgyde os mod til at dele vort medmenneskes afmagt, ved jeg ikke der skal til.
Sognepræst Peter Nejsum
|
