|
Katolikker og protestanter
Foranlediget af pave Johannes Paul II’s død og udnævnelsen af Benedikt d. 16. er der kommet fornyet fokus på den katolske kirke.
Et af de spørgsmål jeg tit får, er: Hvad er egentlig forskellen på katolicisme og evangelisk-luthersk kristendom? Jeg vil i det følgende forsøge at pege på en række af de forskelle, der springer i øjnene mellem de to kristne kirkesamfund.
Kirken
Kirken som institution tillægges en helt anderledes autoritet end vi er vant til, ikke bare i moralske og dogmatiske spørgsmål, men som selvbevidst forvalter af Guds frelses-værk og nådemidler. Magten til at tilgive og fordømme, har Kristus betroet Peter, og dermed, i katolsk forståelse, kirken. Hvad kirken fordømmer på jorden er fordømt i himlen, og hvad kirken tilgiver her er tilgivet hisset. Kirken som institution har derfor en helt central plads i katolske forståelse af Guds åbenbaring.
I Grundtvigs salme Kirken den er et gammelt hus lyder slutningen af sidste vers (som ikke kom med i salmebogen):
Salmen, der udtrykker den radikale tanke, at kirken er af ”levende stene” og dybest set hverken har brug for hverken præst eller kirkefyrste, vil være svær at synge med på for en katolik. Til gengæld er det et præcist udtryk for den lutherske tanke, at det er Ordet, der ”helliger huset”, og ikke noget som helst andet. Kirken er blot nogle praktiske, ydre rammer, der skal sikre at evangeliets ord forkyndes – og høres.
Demokrati
Det folkekirkelige demokrati med menighedsråd, der har afgørende indflydelse på kirkens forhold, og som er dem der vælger menighedens præst og stiftets biskop, er ukendt i den katolske kirke. Her bestemmer biskoppen hvilken præst en menighed skal have, og han kan også forflytte en præst. Hvem der skal være biskop bestemmes ovenfra, og kardinalerne, der vælger paven, er selv udpeget af paven. Der er ingen demokratiske forsamlinger der har indflydelse på gudstjenestens liturgi eller andre kirkelige forhold.
i
”Enhver som er krøbet ud af dåben er præst, biskop, pave”. Ordene er Luthers, der gjorde op med det katolske syn på det kirkelige embede. Reformatorerne taler om det almindelige præstedømme, eller de døbtes præstedømme, som nogen har kaldt det, altså forestillingen om, at det er i kraft af dåben, man udstyres med myndighed til at give evangeliet videre.
For katolikkerne er det derimod helt afgørende at præsten er den eneste der har den myndighed. Den har han fået overgivet af en biskop, der selv har fået den af en biskop, der igen har fået den af en biskop, osv., i en ubrudt række tilbage til apostlen Peter selv, der fik overdraget embedet af Jesus selv. Denne ”apostolske succession” er af afgørende betydning, for kun herigennem har man vished for, at præsten har sin ”fuldmagt” i orden. I en luthersk kirke er det derimod, det ord der lyder, og ikke kirken, der giver fuldmagt til at prædike evangeliet, til at døbe og til at uddele nadver.
At der er præster i vores kirke er i grunden kun en praktisk foranstaltning, for det er hensigtsmæssigt at der er nogen der på fuld tid beskæftiger sig med forkyndelsen af evangeliet med alt hvad det indebærer.
Helgener
Noget af det farverige i katolicismen, er helgendyrkelsen. Et utal af forskellige helgener, nogle universelle, andre lokale, nogle tilknyttet bestemte grupper eller erhverv, andre for mennesker i særlige situationer, dyrkes overalt i den katolske kirke. Det afspejler sig i navnene på mange bykirker, der fik navn i katolsk tid da de blev bygget, og bærer navnet på den helgen de er indviet til: Skt. Knuds kirke, Skt. Bents kirke, Skt. Nikolaj kirke, osv., eller Vor Frue kirke, som er indviet til den største af dem alle, jomfru Maria.
Der kommer hele tiden nye helgener til. Johannes Paul II fik i sin regeringstid alene helgenkåret 470 og saligkåret 1345 personer, deriblandt Moder Theresa og andre ”kendte”, men også sådan nogen som den gravide kvindelige børnelæge, der døde af kræft, fordi hun nægtede at blive behandlet, fordi det ville betyde at hun skulle abortere.
Iflg. katolsk teologi er helgener mennesker, der har levet et godt og forbilledligt liv, og derfor efter deres død fungerer som slags himmelske mellemmænd mellem Gud og mennesker. Man kan bede en helgen om at gå i forbøn hos Gud. Derfor er det ikke nok at de har levet forbilledligt, der skal også foregå et dokumenteret mirakel efter deres død – det ”beviser” nemlig at de er i den position, at de kan løbe den almægtige på dørene med almindelige menneskers bønner.
Både saligkåring og helgenkåring sker ved undersøgelsesdomstolen "Kongregationen for Salig- og Helgenkåringsprocesser" i Vatikanet, hvor alle skriftlige og mundtlige vidnesbyrd om den pågældendes liv og levned fremlægges, og der foretages lægelige vurderinger af de påståede mirakler.
Helgendyrkelsen i vores kirke blev afskaffet i forbindelse med reformationen. For reformatorerne er det for det første ikke nødvendigt med nogen mellemmænd mellem Gud og mennesker – den direkte forbindelse har Kristus sat i stand, og derfor lærer han også sine disciple med Fadervor at bede til Gud som ”far”. For det andet strider forestillingen om at nogle mennesker kan gøre sig særligt fortjent i Guds øjne ved deres gode gerninger, direkte mod den afgørende reformatoriske tanke: At det alene er af Guds nåde et menneske helliggøres.
Sakramenterne
I vores luthersk evangelisk kirke opererer vi med to sakramenter, to ”hellige handlinger” eller hvordan man skal oversætte det, nemlig dåben og nadveren. De er indstiftet af Jesus selv, og det er det alene, der kvalificerer dem. Derfor er der to lys på alteret i vores kirke. I den katolske kirke er der 7 lys, og katolikkerne regner med 7 sakramenter: Dåben, firmelsen, nadveren, boden, vielsen, præstevielsen, de syges salvelse (”den sidste olie”).
Den forskel der har størst praktisk betydning, er nok uenigheden om nadver-opfattelsen. Den forhindrer en katolik i at tage del i et evangelisk-luthersk nadver. Det omvendte er derimod ikke tilfældet, for vi henholder os til Luther, der siger, at om det så er Fanden selv der rækker os brødet og vinen, så virker det alligevel og er en fuldgyldig nadver, i kraft af Kristi ord.
Uenigheden dækker over flere forskellige ting, som det vil føre for vidt at udfolde her. Det katolske nadversyn ser brødet og vinen som et offer, der frembæres af menigheden, og som ”forvandles” til Kristi legeme og blod. Det forbliver sådan, også efter nadveren. I den lutherske kirke er det Kristus der giver sig selv ”i, med og under” brød og vin, i kraft af Kristi ord der lyder over dem: Dette er mit legeme…dette er mit blod.
Forskellige måder at være kristen på
De forskelle, jeg har opregnet her, er nogle af dem, som springer i øjnene. Flere kunne nævnes, bl.a. læren om retfærdiggørelsen og synet på Maria. Først og fremmest er der imidlertid tale om to udgaver af kristendom, alle forskelle til trods. At der er forskellige måder at være kristen på, er ingen skam – sådan har det altid været, lige fra de allerførste kristne menigheder. Derfor
behøver man heller ikke at fortie eller udviske forskellene, for de er med til at skærpe sansen for hvad vi selv tror på.
Sognepræst Peter Nejsum
|
