|
Gud og katastrofen
Man hører indimellem det synspunkt, at ”i grunden er det jo den samme Gud vi tror på”. Det er sagt i bedste mening, i et forsøg på at skræve henover de modsætningsforhold, der er mellem tilhængere af forskellige religioner og den uforsonlighed der tit hersker. Hvor sympatisk synspunktet end er, passer det bare ikke. Gud er ikke bare Gud. Der er faktisk store forskelle, for han optræder så forskelligt, at det ikke giver mening at sige, at det er den samme. ”Kvinder er ens”, kan man hævde, men der er nu alligevel forskel på hvem man er gift med!
Et eksempel, som kan anskueliggøre forskellene, er reaktionen ovenpå den ødelæggende flodbølge i Sydøstasien der rejste sig som en mur af vand 2. juledag, og trak 300.000 mennesker i døden. Kristeligt Dagblad spurgte repræsentanter for de forskellige verdensreligioner, hvad denne katastrofe havde med Gud at gøre. Her træder forskellene mellem de forskellige gudsbilleder nemlig tydeligt frem, og vel at mærke ikke på et abstrakt teologisk plan, men vedkommende og livsnært. Livsnært fordi spørgsmålet ikke bare berører dem, der blev ofre for denne katastrofe og deres pårørende, men enhver der har haft sin egen katastrofe inde på livet, ja i grunden os alle sammen.
Islam
For muslimen Abdul Wahid Petersen er der ingen slinger i valsen: Det der skete var Allahs vilje. Intet finder sted uden at Gud vil det, og ethvert menneskes livstid er udmålt ellerede inden det bliver født. Han kan tage dem enkeltvis eller i store flokke, som ved flodbølgen, og fælles for de døde er at de ikke havde fået bevilget mere tid at leve i. Gud har hele ansvaret. Når man så skal trøste den, der fx har mistet et barn, så må man fortælle om at det barn allerede er i Paradis og har det godt.
Jødedommen
Ifølge overrabbiner Bent Lexner er det anderledes i jødedommen. Det der er sket kan ikke forklares. Der er ikke noget svar på, hvorfor den slags sker. Det er ikke nogen straf, snarere at man har været uheldig at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hvis der er en mening med katastrofen, er den i hvert ikke for os at gennemskue. Når man i den slags situationer spørger, hvor Gud så er henne, svarer Bent Lexner, at Gud indimellem vender ryggen til og trækker sig tilbage fra at være den styrende kraft. Det er altså ikke Guds vilje. Han græder ligeså meget som vi, mener overrabbineren.
Kristendommen
Professor i dogmatik Niels Henrik Gregersen giver sit bud på den kristne indstilling til katastrofen. Gud har skabt enverden der er i bevægelse, og derfor også indirekte et fænomen som flodbølgen. Det er et vilkår vi må anerkende, men det betyder også at vi må afvise tanken om en ”special-designet” lidelse som fx straf for noget bestemt. Men uden en verden i bevægelse, ville der heller ikke ske nogen udvikling. Og så peger han på det noget meget væsentligt i kristendommen: Gud bliver menneske i Jesus, og når Jesus kopsfæstes er Gud også til stede på korset. Det betyder at ikke et eneste menneske bevæger sig ind i lidelse, uden Gud er der, har været der, og fortsat er der. Vi tror også på Helligånden, dvs. Guds kraft til at skabe nyt ud af det ødelagte, på jorden bl.a. igennem menneskers medfølelse og hjælp, i evigheden ved at oprejse de døde.
Hinduisme og buddhisme
De indiske religioner er grundlæggende forskellige i deres bedømmelse af katastrofen. En hindu vil aldrig finde på at bebrejde guderne den slags, siger universitetslektor Lars Kjærholm. De tror ikke på frelse og evigt liv, for det er i grunden det modsatte, der er målet, nemlig udfrielse af denne verden, dvs. at dø rigtigt og ikke genfødes mere. Den skabte verden er ikke, som i de vesterlandske religioner, grundlæggende god, men tværtimod et lidelsesfuldt blændværk, som det i sidste ende gælder om at slippe fri af. Det er den tilstand der kaldes nirvana. Fælles for hinduisme og buddhisme er karma-læren, dvs. at der er nøje sammenhæng mellem de gode og onde handlinger man har gjort, og så den genfødsel man bliver til del. Men buddhisten Lakha Lama afviser dog, at der generelt skulle være sådan en karmisk sammenhæng mellem ofrene for flodbølgen og deres liv. Det skyldes ligeså meget uheldige omstændigheder.
Forskellige gudsbilleder
Som det forhåbentlig fremgår, er der meget forskel på om man står ansigt til ansigt med katastrofen med den ene eller den anden Gud i ryggen – og man behøver ikke engang inddrage de østlige religioner, der er meget forskellige fra vores måde at tænke på. Der er kolossal forskel på at man hævde at dét er Guds vilje og det må man så se at lære at leve med, eller om man modsat fritager Gud for ansvar for det skete – for slet ikke at tale om den der hævder at det er Guds straf. Der er forskel på den trøst der består i at henvise til Paradis, og så at Gud selv tager lidelsen og afmagten på sig.
Retfærdigvis skal det siges, at det kun er repræsentanter fra de forskellige religioner, der udtaler sig. Utvivlsomt vil man kunne finde en bred vifte af forskellige gudsforestillinger indenfor de enkelte trossamfund – det gælder i hvert fald for kristendommen. Men pointen er den same: At der er forskel, og at bestemt ikke er ligegyldigt om man tror det ene eller det andet.
Guds straf?
Synspunktet, der siger, at katastrofen er Guds straf, undgår man klogeligt. Det forekommer gammeldags, og selve tankegangen er i grunden ukristelig. Det mærkelige er bare, at synspunktet har fået en verdslig udgave, som uden at blande Gud ind i det, hævder at ”det er vores egen skyld”. I forbindelse med flodbølgerne, der ellers fremstår som en ”ren” naturkatastrofe, har jeg fx læst, at rydningen af mangrove-skoven ved kysterne, så der kan blive plads til hoteller, og rovdriften på koralrevene, betyder at man har fjernet de naturlige bølgebrydere. I andre tilfælde hører man det mere massivt: Menneskene udfordrer naturen ved at gribe ind i den. Det er jo ikke helt forkert, men ser man det som total-forklaring, ender man alligevel med en forklaring, der gør det til menneskenes egen skyld, det der i gamle dage hed Guds straf.
Guds vilje?
Er det Guds ansvar? Det er det afgørende spørgsmål, og det er også dér det brænder på, for hvem ville ikke gerne kunne sige: Nej, det er ikke!
Nogen kan sige sådan, fordi de ikke tror. Alt har en ”naturlig forklaring”, som det hedder, og en flodbølge skyldes kontinentalplader, der forskyder sig under betsemte omstændigheder, og det skyldes i sidste ende tilfældigheder, og har ikke noget med Gud at gøre. At det har en ”naturlig forklaring”, der jo rigtigt. Det interessante er bare, at de øjenvidner der oplevede det, som så familier blive splittet ad, eller som selv måtte se døden i øjnene i de forfærdende minutter, ikke lod sig berolige eller trøste med at ”det her har en naturlig forklaring”. Nej, det var Gud der blev råbt på, bedt til, takket for sin beskyttelse, eller hvad det nu var. Her var der ingen tvivl om, at det her havde med Gud at gøre, uanset hvor meget eller lidt man ellers så sig selv som troende.
Men også for et religiøst menneske kan det være fristende at sige, at Gud ikke havde noget med det at gøre. At han vendte ryggen til, eller hvordan man vil udtrykke det. Man vil gerne kunne friholde ham, for hvordan skal han kunne forestille at være god og kærlig, når han lader den slags passere? Men man gør Gud en bjørnetjeneste. Det er hvad det er, men endnu værre er det, at man derved lader den lidende i stikken, som råber til Gud. For hvorfor råbe til ham, hvis han ikke har noget med det at gøre? Og hvorfor bede til ham, hvis han alligevel ikke formår at gøre noget, for gjorde han det, havde han vel også forhindret det?
Guds ansvar
Efter min mening er der ingen vej uden om at fastholde at Gud er ansvarlig, når katastrofen indtræffer. Så tages den der lider, alvorligt. Så kan vi skrige vores smerte ud, så kan vi få afløb for vores vrede, så kan vi håbe på, at han igen vil skabe nyt af det ødelagte. Vi kommer aldrig til at forstå hvorfor Gud handler som han gør, og måske ville det slet ikke gøre det nemmere, hvis vi gjorde. Det holder Gud for sig selv, og det er og bliver en gåde.
Til gengæld ved, at han på en meget håndfast og meget konkret måde er til stede i lidelsen og tager del i den, alt det som er samlet i billedet af den korsfæstede. Gud lod det ikke blive ved det. Han oprejste Jesus fra de døde, og demonstrerede dermed at han vil genrejse det faldne, skabe liv ud af død. Det var sådan han viste sig for os, og det er det vi må holde fast i – også når katastrofen rammer os. Det er nemlig ikke ligegyldigt hvad det er for en Gud, vi holder fast i.
Sognepræst Peter Nejsum
|
