Kirkegang i børnehøjde!
Bibelens mange fantastiske fortællinger fortjener i mine øjne at blive givet videre til så mange mennesker som muligt -store som små. Og det er mit indtryk, at rigtig mange børn og unge meget gerne vil komme i kirken, hvis vi i kirken også gør os umage med at formidle kristendom og kirke på nutidens præmisser. De senere års tiltag i de kirkelige kredse taler sit eget tydelig sprog. Børn og unge kommer til de gudstjenester, der særligt retter sig mod de to grupper. Der er mange inden for kirken, der mener, at kirken giver køb på sig selv i sine ”poppede” forsøg på at nå børn og unge. Jeg synes det er en kedelig holdning, at megen nytænkning omkring anderledes gudstjenesteformer og nye kirkelige aktiviteter mange gange bliver mødt med sådan skepsis. Det er for mig lidt af en gåde: at nogen kan tro, at kristendom og kirke er i fare eller under angreb, hvis vi i forkyndelsen af evangeliet tager afsæt i det moderne samfundsliv.
Røg, sms og moderne rapsang!
Jeg mener personligt, at vi forsømmer at forkynde evangeliet for børn og unge, hvis ikke vi giver plads til en farverig og sanselig forkyndelse i kirken som den moderne børne- og ungdomskultur kan identificere sig med. Kristendom og kirke har overlevet et og andet i over to tusinde år. Mon ikke den også overlever at blive udsat for lidt røg, sms, moderne rapsang eller andet godt! Konfirmanderne var i hvert fald begejstrede for den ”FreestyleGudstjeneste”, som vi var til i Brorsons kirke i begyndelsen af oktober måned! Her var røg, sms og moderne rapsang nogle af de nye elementer i gudstjenesten.
Danmarksbilleder – dengang min mor var barn...
Jeg mener, at børnegudstjenester skal og bør have en høj prioritet. Det vil jeg forsøge at begrunde ved kort at komme ind på en række historisk betingede kulturelle og pædagogiske forandringer, der fortæller: hvorfor der i dag er et særligt stort behov for børnegudstjenester. Der var engang, hvor børn fik kristendom og kirkeliv ind med sutteflasken: Det var dengang den gode bibelfortælling var en del af børns skolegang. Det var dengang, hvor børn begyndte skoledagen med dejlig salmesang. Det var dengang, hvor sneen dalede ned over byen juleaften. Det var dengang, hvor alt var såre godt?
Om der er tale om virkelighedstro eller romantiske forestillinger om ”de gode gamle dage”, hvor det hele bare var såre godt, lidt ligesom i et eventyr, må være et åbent spørgsmål. Den menneskelige hukommelse er i sandhed en subjektiv størrelse, og derfor vil der altid eksistere flere forskellige ”versioner” af det fælles oplevelsesrum, som gemmer sig i virkeligheden før og nu.
Det er sikkert ikke helt forkert, at et flertal af befolkningen engang havde et større alment bibel- og salmekendskab end i dag. Men det er også vigtigt at huske på, at tiden var en anden. Livet i Danmark i ”de gode gamle dage” var meget anderledes. Det er datidens børnesyn et meget godt eksempel på. Dengang var det almindeligt at banke børn i det gode opdragelsesnavn. En metode som blev brugt i mange hjem og i skolen. Dengang var der radikal forskel på at være barn og voksen. Børn havde ikke meget at skulle have sagt. Børneopdragelsen var ofte lig med kæft, trit og retning.
Så når det morten korchske danmarksbillede dukker op, når snakken falder på folk og kirke før og nu, så skal vi huske, at det er et danmarksbillede, der ikke altid giver et lige nuanceret billede af ”de gode gamle dage”. Overordnet kan man sige, at samfundslivet i dag på nogle områder slet ikke kan sammenlignes med eksempelvis 50ernes Danmark. Og det faktum, at der er sket en række radikale forandringer inden for to af de bærende samfundsinstitutioner: familien og skolen, har i mine øjne haft afgørende betydning for formidlingen af kristendom og kirke til børn og unge.
Den pædagogiske revolution i lyset af tabet af autoritet og tradition
I dag taler man meget om, at der er sket et massivt autoritetstab. Folk i almindelighed har ikke længere en naturlig respekt for de gamle traditionelle autoriteter såsom lærere, læger, politifolk og præster. Grupper, som ellers tidligere var vant til at blive mødt med en vis "lydhørighed". I dag udfordres de gamle autoriteter konstant i varetagelsen af deres arbejdsopgave. Der bliver sat spørgsmålstegn ved lægens diagnose, skolelærerens undervisning, præstens forkyndelse og politiets arbejde.
Udtrykket ”børn skal ses, men ikke høres” er ikke længere den bærende pædagogiske filosofi, der hersker i den almindelige moderne families selvforståelse. I dag bliver børn betragtet som selvstændige og personlige individer, der skal behandles, som det de er: små mennesker i en rivende socialiserende og personlig udvikling. ”At være barn” forstås i dag som en dynamisk læringsproces med særligt fokus på at lære kunsten at være menneske! Denne ændring i børnesynet manifesteres i en række forskellige nævn og lovregler, der i nyere tid er blevet oprettet for at varetage børns tarv. Eksempelvis: Børns vilkår, Børnerådet og Børnekonventionen. Børn i dag bliver taget alvorligt. De bliver betragtet som aktive medspillere. Og det er godt! Det betyder ikke, at børn kan eller skal det samme som de voksne. Men at vi skal behandle børn i overensstemmelse med deres evner og kompetencer. Denne seriøsitet omkring forståelsen og interessen for børns sociale og personlige udvikling blev yderligere understreget med oprettelse af Danmarks Pædagogiske Universitet.
Min pointe er, at nutidens børnesyn og børnekultur sammenholdt med tabet af autoritet og tradition stiller nye og anderledes udfordringer til kirken. Nye og anderledes udfordringer, der viser sig i behovet for, at vi i kirken påtager os ansvaret for den nødvendige og vigtige opgave som formidlingen af kristendom og kirke til børn og unge er. Kristendom og kirke skal formidles i et sprog, i en form og i en virkelighed som vækker genklang i den moderne børneog ungdomskultur. For rigtig mange børn og unge er ikke fortrolige med kristendom og kirke. Derfor er en af kirkens vigtigste opgaver i dag: at formidle de bibelske fortællinger til børn og unge!
Børn og kirkegang
Søndag den 25. september 2005 var der børnegudstjeneste i kirken: Børnenes Høstgudstjeneste. I den anledning var der blevet delt farvestrålende invitationer ud på de to lokale skoler og gudstjenesten var også omtalt i de lokale aviser. Jeg var meget spændt på, hvor mange børn, der ville dukke op! For det er aldrig til at vide, hvor mange der kommer, når man målretter gudstjenesten mod en bestemt gruppe. En børnegudstjeneste uden børn er lidt af et flop – kan jeg godt hilse og sige! Derfor var det dejligt, at der rent faktisk dukkede børn op i selskab med deres forældre. Forsidebilledet på dette kirkeblad stammer fra den gudstjeneste og billedet fortæller, at en børnegudstjeneste ikke er helt det sammen som en almindelig søndagsgudstjeneste. Det skal den heller ikke være! Det vender jeg tilbage til. Efter min mening er det vigtigt, at vi som kirke tager udgangspunkt i de forskellige grupper, som gerne vil komme i kirke. Hvis vi gør det, har vi også mulighed for at målrette gudstjenesteformen særligt mod de forskellige grupper. Derfor var børnegudstjenesten som nævnt også anderledes i form og indhold end den almindelige søndagsgudstjeneste. For den almindelige søndagsgudstjeneste er stort set umulig for børn og unge at afkode i mine øjne.
Jeg tror rigtig mange børn og unge keder sig, når de er til en hel almindelig højmesse, og når børn keder sig, bliver de ofte urolige. Hele deres kropssprog fortæller, at de ikke er med, og mange gange venter de kun på, at det hele er overstået. Børn og unge har ikke de samme forudsætninger som os voksne til at forstå, hvad det er, der finder sted i den almindelige gudstjeneste. I dag ender det derfor ofte for mange børnefamilier med at blive en ”kedelig” oplevelse at gå i kirke. Børnenes uro forhindrer forældrene i at kunne hellige sig gudstjenesten. Det er ærgerligt både for børn og forældre, der går glip af de mange gode oplevelser, der er at få i kirken. Derfor er mit udgangspunkt, at børnegudstjenester skal have den målsætning at være kirkegang i børnehøjde. Kirkegang i børnehøjde betyder for mig, at børnene oplever, at gudstjenesten foregår på deres præmisser. En god måde at gøre det på, er hele tiden at fortælle, hvad der sker i gudstjenesten. På den måde giver man børnene en bedre mulighed for at blive klog på, hvad kirkegang er, og hvad de forskellige ritualer betyder. Derudover er det oplagt at anvende forskellige nye elementer i gudstjenesten, som tager udgangspunkt i nutidens børnekultur. Her tænker jeg eksempelvis på brugen af billeder til at understøtte god gammeldags bibelfortælling. For jeg tror på, at en farverig og sanselig forkyndelse er en god måde at introducere børn og unge for kristendom og kirke. Bibelfortælling i form af leg, teater, musik og billeder er forskellige eksempler på, hvad jeg mener med en farverig og sanselig forkyndelse.
Bibelfortælling i billeder
Det er oplagt at formidle bibelfortælling i billeder til børn og unge. For børn i dag vokser op i en stærk visuel kultur, hvor de bliver præsenteret for mange forskellige former for viden gennem billeder. Det er ikke kun fjernsynets billeder jeg her tænker på. Men også den sanselige stimulering, som bevidst bruges til at understøtte børns indlæring, på såvel det sproglige, kognitive og kreative plan. De nye undervisningsmaterialer i folkeskolen er et godt eksempel på det. Her tænker jeg særligt på indskolingen, hvor man vil erfare, at børns første matematik- og læsebog mere minder om en billedbog. I dag bliver tal- og bogstavforståelse i høj grad formidlet til børn i form af billeder. Et andet godt eksempel er et børneprogram som Teletoppies, som for en del år tilbage var det helt store hit blandt børn. Et program de fleste voksne ikke syntes videre godt om. Men som mange endte med at få respekt for, fordi de oplevede, at deres børn rent faktisk blev sprogligt stimuleret. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at den stærke visuelle påvirkning, som børn oplever i dag betyder, at de er vant til at tænke i billeder og aflæse billeder. De er på mange måder vant til at bruge billedtydningen til at afkode virkeligheden med. Derfor er den stærke billedkompetence som de fleste børn i dag besidder et godt udgangspunkt, når vi taler om børn og kirkegang!
Kst.sognepræst Jeannie Osman
|
