|
Kirkebladet for maj - juni - juli 2004
At lære med hjertet
Konfirmationerne står for døren. Endnu engang kan man høre hvordan de unge skal tage de ord i deres mund, som de engang blev døbt på, nemlig trosbekendelsen.
Konfirmanderne skal kunne Trosbekendelsen udenad (tillige med Fadervor). Nogle har sværere ved det end andre, nogle kan noget i forvejen, men de fleste klare det, og de er såmænd dygtige i år. ”Hvorfor skal vi lære det udenad?” Det er et spørgsmål jeg tit får. At henvise til at de skal bruge det på konfirmationsdagen er selvfølgelig rigtig nok, men spørgsmålet ”Hvorfor det?” består.
At lære med hjertet
”Udenadslære” – ordet emmer af gammeldags skolestue, salmevers og spanskrør. Det opfattes umiddelbart som det værste og mest intetsigende af gammeldags pædagogik. På engelsk er man heldigere stillet: Der hedder det ”to learn by heart”, altså at ”lære det med hjertet”, og her kommer det tydeligt og smukt frem, hvad det drejer sig om: At det man kan udenad, kan man med hjertet. Det siger ikke bare, at det er noget der betyder noget for én, men også at man bærer det rundt med sig. Jeg kan huske, da jeg fik en ny telefon med indbygget telefonbog; hvor var det smart! Men der gik ikke lang tid, så kunne jeg ikke huske et eneste nummer. Var jeg væk fra min telefon og havde brug for at ringe, var jeg pludselig hjælpeløs i så henseende.
At det også kan være livet om at gøre at kunne ”lære med hjertet”, er den russiske digter NN et eksempel på. Hun sad i en af de berygtede fangelejre i sovjettiden, fordi magthaverne fandt hendes digte skadelige. Men
hun fortsatte med at skrive digte under disse frygtelige forhold. Det var naturligvis strengt forbudt, og var hun blevet opdaget var hun kommet i alvorlige vanskeligheder. Men hun skrev på sæbe, lærte ordene udenad, og vaskede sig så, så sporene slettedes. Hun brugte i det hele taget mange timer på at repetere de digte hun allerede havde ”skrevet”, for at sikre sig at hun stadig kunne huske dem. Sådan bar hun en stor del af sit forfatterskab med sig, ved hjertet, og kunne efter frigivelsen under Gorbatjov, langt om længe nedfælde digtene på papir, og udgive dem.
Det man kan ”med hjertet”, har man altid på sig, og ingen kan tage det fra én. Derfor skal konfirmanderne kunne Fadervor og Trosbekendelsen udenad.
”Paratviden”
Det er mit indtryk at der generelt hersker en stor mistænksomhed overfor det, der en anelse hånligt, kaldes ”paratviden”. Det betragtes i visse kredse som en slags ”quiz-viden”, som man nok kan have glæde af i ”Hvem vil være millionær”, men som ikke ruster én til de krav der stilles til én i samfunds- og arbejdslivet. Det vigtige er ikke så meget om man ved dette eller hint, men at man ved hvor man kan slå det op, lyder devisen. Det er vigtigere at man kan kombinere oplysninger, at man kender baggrunde og sammenhænge, og at man har en sund kritisk sans. Man brøster sig af, at bare danske skoleelever er bedre til dét, og så gør det ikke så meget at andre nationaliteter har større ”paratviden”. Desværre holder det ikke stik – for danske skoleelever er nemlig ikke bedre end andre på dette område.
Men spørgsmålet er om den kritiske sans og blikket for sammenhænge, som er så vigtigt, ikke netop er betinget af viden, af ”dannelse”.
Uden viden, ingen kritisk sans
Jo større adgang man har information, desto vigtigere er det imidlertid selv at vide noget. Det lyder måske paradoksalt, for man skulle jo tro at jo bedre mulighed for ”at slå op”, jo bedre. Men det forholder sig efter min mening lige omvendt. Et eksempel: Hvis man slår Holocaust op på internettet, så vil i hvert fald halvdelen af den information der kommer frem, være løgn. Nøjagtig det samme ville ske, hvis man slog ”Islam” op, eller andre emner, der kan bringe følelserne i kog. Søger man på ”Jesus Christ” er det bestemt heller ikke alt man finder, der står til troende!
Skal man have glæde af al den meget information, kræver det faktisk at man har en forudgående viden der gør én i stand til at sortere – det man med et gammeldags ord kalder ”dannelse”. Når man betænker de store summer der er brugt på computere til skolerne de sidste år, altså på adgang til viden, kan man ikke lade være med at tænke på om midlerne ikke var bedre brugt på at give eleverne mere af den dannelse, der er forudsætning for at sortere alle informationerne.
”Paratviden”, eller hvad man end måtte kalde den slags almen viden om steder, begivenheder og personer, udtrykker ganske rigtigt at man overtager en viden, som andre før én har fundet vigtig, og derved jo også en bestemt vurdering af hvad der er væsentligt, og hvad der ikke er. Man skal selvfølgelig ikke ukritisk overtage alting – men uden at have denne viden, kan man slet ikke have kritisk sans. Så ved man nemlig ikke hvad man er oppe imod, hvad dem før én mente og gjorde, og hvorfor, og man nødsages til at opfinde alting forfra hver gang. Det kan ingen være tjent med.
Trosbekendelsen
Sådan er det også med Trosbekendelsen. Den forpligter én på et fællesskab af troende, ikke bare i ens egen tid, men tilbage til de første kristne. Det er en tradition man giver sig ind under, på praktisk vis formuleret i nogle få linier, der rummer alt, hvad kristendom er. Det behøver man ikke opfinde selv hver gang, men man kan se det som et skelet, man kan bygge på. Om de enkelte led så udfoldes og smukt sammenfatter man hver især tror på, så det får kød og blod og bliver levende - eller om de byder én modstand, og man må tage afstand fra det og gerne amputere det ene eller det andet, så forbliver den det skelet vores kultur og den kristne tro, er bygget på.
Derfor skal man også kunne trosbekendelsen ”med hjertet”.
Sognepræst Peter Nejsum
|
