Kirkebladet for februar - marts - april 2004
Gudstjeneste for begyndere
Lige før jul viste de i fjernsynet Lone Scherfigs prisbelønnede og charmerende film ”Italiensk for begyndere”. Nogen så den måske her for første gang, for andre var det et dejligt gensyn. Det er en film, som bare bliver endnu bedre af at blive set anden gang. Og der er meget at glæde sig over i filmen.
En af tingene er naturligvis det, der sidenhen er gået hen og blevet en trend, at der optræder både kirke og præst i filmen. En af de personer man følger er vikar-præsten Andreas og hans opgør med den bitre og sygemeldte pastor Vredbjerg. Men den ret trøstesløse forstadskirke er også en sympatisk og samlende faktor i disse ikke specielt kirkelige eller religiøse personers liv.
Men der er noget andet end den usikre Andreas mere eller mindre velbesøgte gudstjenester i filmen, som fortæller om hvad en gudstjeneste kan og bør være.
Nemlig det der knytter filmens pudsige og brogede persongalleri sammen: At de går til italiensk for begyndere! ”Er du gift?”, bliver en af filmens personer spurgt i filmens indledning. ”Nej,”, svarer hun, ”men jeg går til italiensk!” Underforstået: Så håbløst er mit liv heller ikke!
Filmen handler om en gruppe ensomme mennesker, der hver har deres at slås med, og hver har et tragisk skær over den skæbne de bærer på. En gang om uge mødes de for at gå til italiensk, med vidt forskellig begrundelser og motiver, men med det til fælles, at meget gerne måtte være anderledes. Navnlig måtte det gerne være anderledes med deres følelse af at være alene i verden. Det spiller med i deres begrundelser for at gå til italiensk, at det er indbegrebet af det eksotiske, lidenskabelige og….anderledes.
Men så dør deres italiensklærer. Midt i undervisningen i prosaiske og praktiske italienske gloser, som han evner at få til at lyde som smægtende kærlighedserklæringer. Alligevel sidder de troligt klar onsdag efter onsdag, i håb om at kurset ikke bliver nedlagt. Det gør det heldigvis ikke, og langsomt begynder meget at blive anderledes.
Den ugentlige gang italiensk kaster et særligt lys ind over resten af ugen. Den giver håb og mening, uden der egentlig kan peges på at det er af den eller den grund. Den ugentlige gang italiensk overbeviser deltagerne om at lidenskaben findes, om at kærligheden findes og at fællesskabet findes – alt det de higer efter. Det er et andet perspektiv dend det de selv kan tilføre deres liv, og derfor hænger de ved den, som skibbrudne til en redningskrans.
Sådan skal det også være med gudstjenesten. Den er til for at kaste et særligt lys ind over ugen. Den skal fortælle os, at der er håb, og mening, og at kærligheden og fællesskabet findes. Og at der findes noget større, et andet perspektiv på vores liv end det vi selv er i stand til anlægge. Den skal fortælle os, at uanset at vi oplever håbløshed og mangel på mening, og indimellem slet ikke kan se nogen udvej, så er vi ikke bare er udleveret til tilfældighedernes spil, men vores liv i hænderne på en større magt, der er i stand til at give os nye kræfter, nyt håb, nye muligheder. Den skal fortælle os at enhver af os har værdi, og er kærlighed værd, uanset hvordan vi ellers måtte føle os.
Det er det der siges med evangeliet, med velsignelsen, med de ord der omkranser dåb og nadver, ja også når vi synger og beder sammen – akkurat som når filmens italienskhold fortrøstningsfuldt, og i kor, svarer læreren. Det er måske svært at forstå de ord der bruges i kirken, ja måske er det vanskeligt at høre at det overhovedet er det de siger, og at det er dig eller mig, de taler til. Men italiensk er heller ikke noget let sprog, der er mange vanskelige ord, ja da Hal-Finn overtager undervisningen i filmen lærer han endda holdet en masse mere eller mindre ubrugelige fodbold-udtryk. Udbyttet af italiensktimerne rækker langt ud over det faglige udbytte, og det er godt det samme, for der er faktisk nogen der ikke rigtig lærer noget italiensk. Men det er netop pointen, en pointe der i ligeså høj grad gælder gudstjenesten. Man skal ikke ”forstå det hele” for at være med. Man skal acceptere at der er noget man skal lære, og acceptere at noget måske går hen over hovedet på én. Men det gør ikke noget, for det vigtige er at man er i en sammenhæng, hvor der tales til én fra en anden verden.
En anden vigtig pointe er også, at personerne fra filmen slet ikke ville have fået det perspektiv på deres liv, hvis de ikke havde gået til italiensk. De kunne selvfølgelig have gået hver for sig derhjemme med en lærebog og drømt om Italien, men det havde ikke været det samme. På samme måde med gudstjenesten: Man kan ikke nøjes med at gå og være kristen derhjemme. For de ord der gør forskellen, og som sætter én ind i en anden sammenhæng, skal siges til én. At man er elsket på trods af at man ikke er den, man burde være, at man er i hænderne på en magt der vil én det bedste, uanset hvad der sker, og at ens egen lille historie er vævet ind i Guds store historie, det er alt sammen ikke noget man kan sige sig selv, det skal siges til én.
Så med en omformulering af et af filmens replikskifter: ”Er du fuldkommen, og er dit liv perfekt?” – ”Nej, men jeg kan gå til gudstjeneste!”
Sognepræst Peter Nejsum
|