Jeg tror ikke på Gud.....
"Jeg tror ikke på Gud...". Sådan begyndte de udtalelser der i sommerens løb har gjort sognepræst i Tårbæk Thorkild Grosbøll til forsidestof. Det er ikke hver dag at en præst fylder avisernes spalter, og når det sker er det ofte nogle irrelevante sager om privatliv, konflikter mm. Men i dette tilfælde er der tale om et centralt teologisk tema der går direkte ind i hjertekulen på den kristne kirke: Nemlig hvad det vil sige at tro, og hvad man skal forstå når man siger ordet "Gud".
Hvad betyder " at tro på Gud"?
Denne artikel skal derfor ikke handle om hvorvidt Thorkild Grosbøll tror på Gud eller ej. Det må være et mellemværende mellem ham og Vor Herre.
Men de temaer sagen har rejst, er til gengæld vigtige. "Tror du på Gud", bliver jeg tit spurgt om af børn og unge, men såmænd også af voksne. Jeg bliver altid lidt usikker, for hvad mener den der spørger? Jeg har lyst til at spørge: Hvad mener du med Gud? Eller: Hvad mener du når du siger tro? Men det gør jeg ikke. Jeg siger "ja" med så stor myndighed jeg kan opbyde, og spørger så tilbage: Tror du selv? Eller: Synes du det er svært? Mange gange skyldes spørgsmålet nemlig at den der spørger har tumlet med tanker og anfægtelser og tvivl, som jeg selvfølgelig ikke kender til. Det er sjældent alene af teologisk nysgerrighed der spørges, meget ofte er det af eksistentielle grunde.
Måske siger de så: Jeg tror ikke på Gud. Så vil jeg meget gerne høre hvad det er for en Gud de ikke tror på. Og tro mig, i de fleste tilfælde er den Gud de så beskriver heller ikke værd at tro på, og i øvrigt langt fra den Gud der åbenbaret sig i Jesus Kristus. Så sådan en afgud kan jeg med sindsro tilstå at jeg heller ikke tror på.
Hvilken Gud?
Man skal nemlig ikke tro på hvad som helst der siges om Gud. Faktisk siger udsagnet: "Jeg tror på Gud" ikke særligt meget. Det synes den der siger det naturligvis altid selv. Men Gud er et ord man kan komme alt muligt i. De der fløj passagermaskiner ind i World Trade Center, troede også på Gud. Men det er altså en anden Gud end ham vi tror på hjemme hos os. Eller en hvis man modsat gør Gud til et vagt udtryk for overnaturlige og uforklarlige fænomener, "der nok er mere mellem himmel og jord". Hvad er det egentlig for en vattet Gud?
Som præst skal man være særlig på vagt over den misbrug der gøres af ordet Gud, og se kritisk på når nogen gør noget "i Guds navn" eller hævder at Gud vil det ene eller det andet. For der er en tendens til at hælde alle sine egne meninger i det ord: Gud.
Kan man så tro på hvad som helst? Kan man selv designe sin den Gud? Nej det kan man ikke i en kristen sammenhæng: For her har Gud vist hvem han er, i mennesket Jesus af Nazareth. Hvad det vil sige, og hvilke konsekvenser man kan drage af det, det kan man strides om. Men det står fast. Og derfor kan man som præst ikke nøjes med at beskrive hvilken Gud man ikke tror på. Man må forkynde den Gud man tror på, og vise at han er værd at tro på. At gøre en dyd ud af sin ikke-tro sådan som Grosbøll tilsyneladende gør, er til gengæld efter min mening at lade folk i stikken og at give dem stene for brød.
At tro - og at tro
Et andet spørgsmål som Grosbøll-sagen rejser er spørgsmålet om hvad det i det hele taget vil sige at tro. At tro på Gud og at tro på at vi får en hvid jul, det er to forskellige måder at bruge ordet "tro" på. I tilfældet med hvid jul er det jo en usikker, meteorologisk viden. Før eller siden bliver det jul, og vi får se om den bliver hvid. At tro på Gud derimod, betyder noget andet, nemlig at man har tillid til ham, at han vil mig det godt, at han forventer noget af mig, eller hvad det nu kan være. Det vil aldrig kunne eftervises, men er et spørgsmål om livsindstilling. At tro at verden er skabt af Gud er ikke en teori om verdens opståen, men et udsagn om hvilken magt uden for mig selv, jeg skylder mit liv - og det er noget helt andet. Det betyder at der ikke behøver at være nogen modsætning er mellem en videnskabelig brug af ordet tro, og så en religiøs. Jeg kan sagtens på én gang tro på naturvidenskabens teorier om universets opståen, og tro på en skabende Gud. Derfor mener jeg også det er en fejlslutning at sige, at man som et moderne menneske ikke kan tro på Gud. Det er i realiteten det Grosbøll gør.
På den anden side gør man efter min mening kristendommen en bjørnetjeneste hvis man forlanger, at man skal tro netop sådan i naturvidenskabelig forstand, dvs. tro på jomfrufødsel på samme måde som man tror på en lærebog i gynækologi, tro på engle på samme måde som man tror på beskrivelser af sjældne dyrearter, osv. Hvis man forlanger at man skal tro på Gud i den forstand, så er ikke noget at sige til at mange synes det er svært, ja umuligt. Men heldigvis er det noget andet og mere at tro. Det afgørende er ikke alt det Grosbøll kalder "abrakadabra", det er ikke et bestemt verdensbillede eller bestemte mytologiske væsener troen gælder, men den Gud der forkyndes herigennem, den Gud der først og fremmest viser sig ét sted: i mennesket Jesus Kristus.
Forvirring om Folkekirken
Det teologiske i Grosbølls udtalelser er der ikke noget nyt i, for han gør i det stykke ikke andet end at gentage - og spidsformulere - gamle teologiske pointer som en bestemt retning indenfor teologien hylder, som vender sig mod alt det "overnaturlige" i kristendommen. Biskoppens begrundelse da hun fritog Thorkild Grosbøll for tjeneste, var da heller ikke i første omgang indholdsmæssigt teologisk, men meget klogt noget andet, ydre: At udtalelserne bragte forvirring om Folkekirken og hvad den står for. En læresag, som nogen har foreslået, ville af samme grund være malplaceret. Nu er sagen - i hvert fald foreløbig - bilagt. Præsten har beklaget at han udtrykte sig for provokerende, uoverlagt og misforståeligt. Præsten har erklæret at al tale om Gud, hvor provokerende den end er, naturligvis foregår på trosbekendelsens grundlag.
Om forvirringen om hvad Folkekirken står for så er blevet mindre herefter, er en helt anden sag. Men forhåbentlig er det dog forvirring på et højere plan: Nemlig at man ved at ordene "Gud" og "tro" kan bruges meget forskelligt.
Sognepræst Peter Nejsum
Kirkegangen stiger igen
Alle der har været i kirke det seneste års tid har mærket det: Det er som om der er flere der går i kirke. Hvor der før mange gange var ét alterbord en almindelig søndag, er det nu undtagelsen, der er tit to eller flere. En optælling af kirkegængere og altergæster i 2002 viser med al ønskelig tydelighed at det ikke bare er en fornemmelse: Den positive tendens fra tidligere har bidt sig fast, og endda øget. Der var flere til alters i 2002 end noget andet år siden 1996. De tomme kirker som der ind imellem tales så meget om, må altså ligge andre steder end her i Jørlunde!
Kirkegængere i 2002: 3112.
Gennemsnit pr. gudstjeneste: 50,2
Altergæster i 2002: 1139.
Gennemsnit pr. gudstjeneste med altergang: 20,7
Altergæster pr. gudstjeneste med altergang:
2002: 20,7
2001: 18,6
2000: 18,0
1999: 18,5
1998: 16,1
1997: 16,3
1996: 17,3
Dåbsgudstjeneste om lørdagen
Mens Jørlunde kirke er lukket og menigheden holder til i Snostrup, vil der være dåbsgudstjeneste lørdag den 4. oktober og 1. november kl.12.
Menighedsrådet
|
