Sognepræst Victor Greve, Jørlunde Præstegaard, Bygaden 17, 3550 Slangerup

Tel. 47334011 eller mobil 51502579, vim@km.dk

PRÆSTENS KLUMME

Gudstjeneste i Jørlunde kirke, påskedag, 2015.

”Krist stod op af døde i påske-morgenrøde! Thi synger lydt og sjæleglad hans menighed i allen stad”. Amen

Kristus er opstanden, - Han er sandelig opstanden!Det skal fejres! Og hvorfor så ikke gøre det, som man gjorde det i kirken i senmiddelalderen med ”risus pascalis”, med påskelatteren; hvor mennesker tidligt påskemorgen samlede sig i kirken til gudstjenesten, for at le, hjerteligt, dybt og befriende af døden og satan, der er blevet snydt, fordi Guds søn gik under i lidelsen og døden og gik til helvede, hvor alt og alle er forladt af Gud, og dér overvandt Han døden og satans magt og har befriet alle mennesker fra frygt for død og helvede, - se, det er jo nok værd at le af!

Det siges, at det også i Vesteuropa, i hvert fald så langt som til Sydtyskland, stadig i 1700-tallet var skik, at præsten påskedag skulle få menigheden til at le under prædikenen, ellers var det ikke rigtig påske. Og det siges så også, at biskopperne udrensede skikken, fordi præsterne efterhånden lavede så mange grimasser på prædikestolen og fortalte efterhånden usandsynligt mange platte vittigheder, så biskopperne satte en stoppe for denne påskelatter.

Men, så vidt jeg ved, er her ikke nogen biskopper tilstede i dag, så derfor vil jeg gøre et forsøg, foranlediget af Søren Kierkegaards vise ord om; ”at skal man lede efter en kristen her i verden, går man ikke helt galt i byen ved at lede efter en humorist!” 

Og helt galt på den, hvad angår humor, var Kierkegaard heller ikke selv. Hør bare her, hvad han også har sagt: ”Der findes i hele verden ikke noget så komisk som at møde en afdød, - og dog støder vi dagligt på dem rundt omkring og tager dem helt alvorligt!”.

Storm P. Sendte engang sin kones læge følgende svar på en regning. ”Tror De, jeg vil betale 40 kr., fordi De har penslet min kone i halsen? Vi har lige fået malet hele køkkenet for 25 kr.!”

Eller, det kunne være en samtale mellem bedsteforældrene, Storm P. har i en flue: ”Jeg kan ikke forstå, hvad du mener?

- Det kan jeg ikke forstå!

Nej, - det kan jeg forstå!

Sådan går det også undertiden i lykkelige øjeblikke med forståelsen af livet. Jeg forstår det ikke! Jamen der er ikke noget at forstå, så forstår jeg det bedre!

Og det i sig selv burde få os til, at forstå det uforståelige i virkeligheden ved Kristi opstandelse. For jo mere virkeligt noget er, desto mindre kan det forklares med forklaringer. Det virkelige, det sande og ægte, det kan ikke forklares. Jo mere kloge hoveder vil undersøge og forklare virkeligheden, for at se om den findes, jo mere bliver den bortforklaret, trævlet op, til den ikke synes at være der mere.

At forstanden ikke kan begribe og forklare opstandelsen, men altid må afvise den som overspændte syner eller bedrag, det siger mere om forstandens forhold til virkeligheden, end det siger om opstandelsens virkelighed.

Den tomme grav i sig selv beviser ikke opstandelsen. Det er sagt så tit. Men siger man ikke mere, så fokuserer man pessi­mistisk på tomheden; og så får man ikke det hele med. Så bliver man stående ved tomheden, og lader den få magten og det sidste ord. Men den tomme grav er glædens fødsels­rum, fordi Jesus opstod fra de døde.

Kvinderne kom til graven med frygt og tomhed, men de løb bort derfra ”med frygt og stor glæde”. Tomheden var blevet fyldt ud med glæde. Den glæde der kommer af, at gravens tomhed ikke er dødens tomhed, men tegn på livets fylde. Frygten blev de ikke kvit. Frygten havde de igen med sig, da de løb til­bage. Frygten var udtryk for deres livsvil­kår, sådan som den er for os, risikabelt og uden sikkerhed som vores liv er - men med glæde; nøjagtig den samme glæde der greb kvinderne - som de første - da englen med jords­kælv og lynild, i sine snehvide klæder forkyndte, hvad det betød, at graven var tom; ikke en uddybelse af den tomhed, der i sig selv var svær nok at bære, men en fylde - opstandelsens fylde - der sprængte og sprænger alle tom­hedens rammer og giver styrke til det frygtsomme liv der var kvindernes vilkår og som er vores.

Glæden, som springer ud af dette budskab, glemmer ikke tomhe­den og frygten. Derfor bliver den aldrig overfladisk, sådan som menne­skelig glæde har for vane. Tværtimod skal du vide, at den tomhed, som du kender fra dig selv, er det rum, hvor den le­vende Gud er til stede. Selv når rummet synes dig mest tomt, er det tomme rum den nødvendige forudsætning for, at han kan gøre sig gældende i dit liv som den opstandne. Opstandelsen betyder, at vi ikke er alene i vores tomhed; hvor tom den end synes os; hvor tom vi end i vores selvoptagethed gør os tomheden, kan vi aldrig blive helt alene dér. Der er én, der har været der, før vort livs erfaringer og følelser og behov skabte det rum der udgør vort livs tomhed. Selvom vi alle har vores helt person­lige tomhed, så har tomheden trods dens be­standige insisteren på sig selv ikke længere magt over os.

Det uforståelige ved opstandelsen kan vi aldrig begribe, men vi kan lade os gribe af den, som kvinderne ved den tomme grav, - med ærefrygt og glæde, - i vores daglige liv, som det uforståelige, men dog sande og virkelige, - at du og jeg er med i Guds store fortælling; Større kærlighedserklæring findes ikke end den.

Uforståeligt og ufatteligt, - ligesom troen på kærligheden. For hvordan kan vi så få vished om, at vi er elsket af et andet menneske? Det kan vi ikke, - eller kan vi? Visheden bliver svær at få, hvis ikke vi tør tro på den, hvis ikke vi tør tro på kærligheden, tro på at vi er elsket. Hvad skal vi med opstandelsen og hvad skal vi med kærligheden, hvis ikke de i sandhed er sande. Måske er der ingen opstandelse, måske er der ingen kærlighed? Men, hvis der findes kærlighed og hvis der findes opstandelse, så findes visheden i troen på dem.

Budskabet om Jesu opstandelse vil tros. Hverken mere eller mindre. Og lige præcis det kan vi. Vi kan tro det. Budskabet sætter os på plads, og det giver os samtidig mod til at møde de opgaver livet giver os.

Man skulle synes, at enhver der mødes af opstandelsesbudskabet fatter, at nu, er der ikke mere at gøre for det menneskelige hovmod. Enten må man sige fra eller også må man uforbeholdent slå til. Også den, som tilslutter sig troen må gøre det uforbeholdent. Det vil sige, at han hverken må forsvare troen ved at sandsynliggøre den eller omfortolke den, så den bliver nemmere at acceptere, for begge dele er forsøg på at undvige alvoren, der er i det budskab.

Skulle opstandelsens budskab måske virke bedre - om jeg så må spørge - hvis det blev forklaret eller forsvaret eller betegnet som noget symbolsk? Nej, tværtimod! Det mister aldeles sin kraft og kan ikke virke noget som helst.

Troen er sin egen forudsætning, og troen på at ”Kristus er opstanden” er forudsætningen for at vi - uden alle forbehold, under alle forhold - kan komme til at leve vort liv og til at se på tilværelsen i dens mangfoldighed og rigdom trods det, som lægges på os hver især.

Og det gælder for alle mennesker også for de lærde professorer på de teologiske fakulteter, hvor der i øvrigt engang var en ivrig diskussion mellem en førsteårs student og en professor angående opstandelsens virkelighed?

Efter længere tids heftig diskussion siger studenten så til professoren; ”Om opstandelsen virkelig findes, kommer vi nok ikke til klarhed over, nu! Altså, lad os først dø, og så kan vi tale videre om opstandelsen!”

Ja, at Kristus skulle lide langfredag og påskemorgen opstå og gå ind til sin herlighed for med synderens forladelse at sætte os tilbage i vores virkelighed, det kan intet menneske forklare eller sandsynliggøre, men det skal tros, det skal forkyndes, så virkeligt er det!

Opstandelsen er ikke bare fortsættelsen af en del af vort liv - det er derimod fuldendelsen af hele vores liv på jorden. At opstå kunne være det endelig at blive det, som vi var ment som. Det er derfor, vi har evighedslængslen i vore hjerter, fordi vi en dag vitterlig skal blive større, mere, hele.  For vi bærer evighedslængslen i vore hjerter og dog hører vi stueuret slå, - her på jorden, hvor døden stadig er en realitet, satte den opstandne Maria og kvinderne fri, sådan som budskabet om op­standel­sen sætter os fri til at lade døden være lige præcis så grufuld, som den er. Men, med opstandelsens levende håb, er der et håb over alle andre håb. Ligesom Jesus dør og opstår, sådan skal vi fødes til en tilværelse, der ligner hans, og til en opstandelse, der er hans.

Og det er noget helt andet end at sige, at det hele begynder med intet og slutter med intet! Netop opstandelsen giver mulighed for en overvindelse af denne intethed, og håbet om opstandelse, livets dynamiske fornyelse, overgår alt. For det levende håb er det kristne håb, der knytter an til det evige liv.

Med det håb, med den tro på Jesu Kristi opstandelse kan vi,  - ja, skal vi leve vores liv og forvente det glædelige, utrolige og overrumplende budskab; At Gud sendte sin himmelske søn til jorden, for at tage bolig i vore hjerter, så vi netop ikke skal være alene eller gøre os bekymringer om den tomme grav, opstandelsen eller det evige liv, men glæde os hver dag vi lever.

Og skulle det utænkelige ske, som man kunne læse på en mur i København, mens VM-feberen rasede i 1986, med følgende graffiti: ”Hvad nu hvis Jesus kommer tilbage? Det spraymalede svar faldt prompte: ”Så flytter vi Elkjær ud på fløjen!”.

Nej, livet kan vi aldrig nogensinde sikre os, og det evige liv kan vi aldrig gøre os til herrer over, hverken ved hjælp af vores forstand eller fornuft, eller med humor eller fodbold!

Men, vi kan med ærefrygt og stor glæde i Jesu navn kaste os ud livet, i og med troen på, at Kristus sandelig er opstanden, med hans stemme og myndighed river han indbildningens slør fra vore øjne og åbner vore hjerter med tro, håb og kærlighed og kommer os i møde med myndighed til at gøre samvittigheden fri og døde levende, - og lytte til budskabet i al dets enkelthed, så vi kan gå opvakte herfra: Kristus er opstanden, - Han er sandelig opstanden! Glædelig påske!

Ære være Faderen og Sønnen og den Helligånd, som det var i begyndelsen, og nu og altid og fra evighed til evighed.

Amen

Victor Greve

 

 

 

 

Se nærmere under aktiviteter.

SOMMERHØJSKOLE 12.-14. JUNI 2015

GRUNDLOVSMØDE I PRÆSTEGÅRDEN FREDAG DEN 5. JUNI KL. 15.00

 

GUNNAR IDENSTAM KONCERT SØNDAG DEN 13. SEPTEMBER KL. 16.00 I JØRLUNDE KIRKE